#18 Data og nye brændsler skal forbedre shippingbranchen
I denne udsendelse taler Maskinrummet med Michele Francioni, der er SVP for Cost Optimization & Process Improvement i MSC Cruises, hvis nye flagskib, MSC Euribia, i starten af juni blev officielt navngivet i Københavns havn.
Som marinearkitekt med en master i marine engineering er han – nok ikke overraskende – svært begejstret for det massive fartøj og de mange energi-, klima- og miljøfokuserede løsninger ombord, der alle sammen skal pege den meget energiintensive krydstogtindustri en mere bæredygtig retning fremadrettet.
Det gælder ikke mindst brændstoffet i tanken, der på jomfruturen fra værftet i Frankrig til København bestod af 400 ton bio-LNG produceret på husdyrgødning, hvilket i princippet gjorde turen netto CO2-neutral, når man medregner emissionsreduktionerne i kædens første led.
Den biogene version af LNG er dog endnu ikke tilgængelig i stor skala, så fremadrettet skal Euribia sejle på fossil LNG, der sparer omgivelserne for store mængder NOx (85 procent mindre), SOx (reelt elimineret) og CO2e (omkring 20 procent mindre). Den gør man i øvrigt alt, hvad man kan for at bruge mindst mulig af.
»Det har krævet yderligere initiativer omkring drifts- og energieffektivitet, hvor vi er et hold på syv personer, der har arbejdet sammen med kaptajnen, maskinchefen og besætningen for at optimere hver eneste detalje omkring energien, og det har været fantastisk,« siger Michele Francioni.
Obs: Udsendelsen er på engelsk.
Relaterede podcasts
- #33 Stor indflydelse i en branche med fart på
- #34 Her er der kerneopgaver til masser af mestre
- #35 Mestre i køl og data kan mærke de grønne vinde
- #36 En bred vifte af teknik og ledelse
- #37 Når måling giver muligheder
- #38 Grib opgaverne og lær at stå på egne ben
- #39 Rum til vægt på unge skuldre
- #40 Husk at sove godt, maskinmester
- #41 Store planer med driften i centrum (del 4)
- #42 Overvind de fem benspænd for godt samarbejde i dit team
No related posts found