Arbejdsgiver kan snart igen kræve coronatest – og nu også coronapas

Arbejdsmarkedets parter og regeringen vil genindføre en adgang for arbejdsgiver til at pålægge medarbejdere at få foretaget en covid-19 test. Modsat tidligere gives ved genindførslen samtidigt nu adgang til at kræve forevisning af gyldigt coronapas. Arbejdsgiver skal dog fortsat have en saglig grund hertil.

Smitten med covid-19 er igen stigende. For at begrænse smitten på de danske arbejdspladser, har arbejdsmarkedets parter og regeringen fredag d. 12. november indgået en politisk aftale om at genindsætte en adgang for arbejdsgiver til at pålægge medarbejdere at få foretaget en covid-19 test samt en ny yderligere adgang til at kræve forevisning af gyldigt coronapas. Aftalen er endnu ikke vedtaget som lov, men forventes fremsat for Folketinget til hastebehandling snarest.

Bred adgang til anvendelse af test
I den politiske aftale har parterne lagt op til, at arbejdsgiver skal kunne anvende selvtest på arbejdspladserne, forudsat at testene er CE-godkendte og anvendes i overensstemmelse med givne retningslinjer.

Som det tidligere har været tilfældet, er der yderligere ved aftalen lagt op til, at testen kan gennemføres på eller uden for arbejdspladsen, og at den som udgangspunkt skal gennemføres i medarbejderens sædvanlige arbejdstid. Er det ikke muligt at gennemføre testen i arbejdstiden, skal medarbejderen kompenseres for den tid, som vedkommende bruger på testen uden for arbejdstiden. Arbejdsgiver skal desuden godtgøre medarbejderens omkostninger i forbindelse med testen, herunder transportomkostninger.

Arbejdsgiver kan nu også kræve coronapas
Et gyldigt coronapas opnås ved enten at have en gyldig negativ coronatest, at være vaccineret eller at have immunitet som følge af, at man har været smittet inden for de seneste seks måneder. Det er væsentligt at understrege, at der ved den forventede lov ikke indføres en adgang til, at arbejdsgiver kan kræve dig vaccineret, da der som nævnt er øvrige måder, hvorpå et gyldigt coronapas kan opnås. Aftalen ændrer således ikke ved arbejdsgivers hjemmel ift. at kræve vaccination. For at læse mere om hvad der gælder, hvis arbejdsgiver kræver at du bliver vaccineret, kan du se i en tidligere bragt nyhed.

Skal fortsat være sagligt
Da en adgang til at kræve medarbejders helbredsoplysninger oplyst er indgribende, idet der er tale om personfølsomme oplysninger, skal arbejdsgivers formål med at anmode herom være sagligt begrundet. Sådanne saglige formål kan eksempelvis findes i hensynet til at begrænse smittespredningen, herunder med henblik på at sikre arbejdsmiljøet eller væsentlige driftsmæssige hensyn. Hvorvidt arbejdsgivers formål er sagligt, beror altid på en konkret vurdering.

Ved parternes aftale fremgår dog et ønske om, at det af lovbemærkningerne fremgår, at saglighedskravet for at pålægge ansatte at vise coronapas er opfyldt, så længe covid-19 er en samfundskritisk sygdom.

Nægter en medarbejder at imødekomme et pålæg om at blive testet eller forevise af et gyldigt coronapas, kan det medføre ansættelsesretlige konsekvenser og det kan i yderste konsekvens føre til opsigelse eller bortvisning. Medarbejderen skal dog have oplyst, at de konkrete sanktioner vil blive anvendt, hvis ikke pålægget imødekommes.

Loven gælder ikke endnu
Selvom regeringen og arbejdsmarkedets parter er nået til enighed om en aftale, er aftalen endnu ikke gældende på arbejdsmarkedet. Dette kræver, at aftalen implementeres som lovgivning gennem behandling i Folketinget. Parterne har anbefalet, at Folketinget hastebehandler et lovforslag herom snarest.

På nuværende tidspunkt foreligger der endnu ikke et lovforslag, men Maskinmestrenes Forening følger situationen nøje. Giver ovenstående anledning til spørgsmål, eller pålægger arbejdsgiver dig test, gyldigt coronapas eller vaccination, anbefaler vi, at du kontakter vores Arbejdsmarkedsafdeling.

Skrevet af juridisk konsulent Viktoria Engelbreth Allerslev Kristensen

 

Recommended Posts