Svenske Gotlandsbolaget overtager DFDS færger mellem KBH og Oslo.

Maskinmestrenes Forening, Metal Maritime og Gotlandsbolaget opnår enighed om fortsat overenskomst.


Konstruktive møder
Gotlandsbolaget, Maskinmestrenes Forening og Metal Maritime har i fælles dialog drøftet de forskellige praktiske forhold i forbindelse med Gotlandsbolagets overtagelse af de to passagerskibe på ruten København-Frederikshavn-Oslo. Møderne er foregået i en særdeles konstruktiv tone, og der har været en åben dialog om samtlige af de mange emner, der var på dagsordenerne. 

Det er mange medarbejdere og medlemmer, hvis hverdag det principielt ville berøre, hvis ikke parterne kunne blive enige. Det har dog i dette tilfælde ikke været en risiko, da dialogen hele vejen igennem har været yderst konstruktiv, og Gotlandsbolaget har igennem hele processen gjort det klart, at medarbejderne ikke skal berøres,” siger Ole Philipsen, formand for Metal Maritime.

Overtager overenskomster
Gotlandsbolaget udtrykte et klart ønske om, at skibene fremover fortsat bemandes af personale, som arbejder under de nuværende gældende aftaler med Maskinmestrenes Forening og Metal Maritime. Personalet vil altså have de samme vilkår som hidtil.

Der er således enighed om, at i dag gældende overenskomster og aftaler mellem DFDS A/S, Maskinmestrenes Forening og Metal Maritime på passagerskibene på ruten København-Frederikshavn-Oslo fortsætter uændret efter Gotlandsbolagets overtagelse af ruten per 1. november 2024.

Det er glædeligt, at medlemmer af både Maskinmestrenes Forening og Metal Maritime kan fortsætte under de nuværende gældende vilkår. Det garanterer, at medlemmernes hverdag forbliver den samme. Arbejdsgiveren er en anden, men arbejdsforholdene er uændret,” siger Lars Have, formand for Maskinmestrenes Forening. 

En del af Den Sociale Arbejdsmarkedsfond
På samme vis bliver Gotlandsbolaget en del af Den Sociale Arbejdsmarkedsfond, så de omtalte ansatte efter den 1. november 2024 har den samme sociale sikkerhed som hidtil i DFDS A/S.

For os er det vigtigt, at medarbejderne ikke oplever forringelser af deres nuværende forhold. Det har været vores udgangspunkt hele vejen igennem samtalerne med Maskinmestrenes Forening og Metal Maritime. Derfor har vi naturligvis tilsluttet os de nuværende overenskomster og aftaler, samt Den Sociale Arbejdsmarkedsfond,” siger Håkan Johansson, CEO i Gotlandsbolaget.

Samarbejdet mellem Metal Maritime, Maskinmestrenes Forening og Gotlandsbolaget er kommet rigtig godt fra start, og parterne ser frem til et konstruktivt, tæt og åbent samarbejde i tiden, der kommer. Et samarbejde, som sikrer, at det dygtige personale kan arbejde under samme trygge arbejdsvilkår, og at ruten dermed kan opnå sit fulde potentiale med en ny dedikeret og fokuseret ejer.

Folkemødet: AI-debat om operationalisering i industrien

Maskinmestrenes Forening har torsdag afholdt en velbesøgt paneldebat på Folkemødet Bornholm om kunstig intelligens og dens anvendelse i industrien.

Det gennemgående tema mellem Anders Riis, Vestas, Thomas Terney, futurist, Søren Hauberg, professor og Magnus Bager formand for De Maskinmesterstuderendes Landsråd, var at kunstig intelligens (AI) er meget mere end en Chatbot. Panelet kunne hurtigt blive enige om, at ja, der er en bekymring for AI i befolkningen, men også at der ikke var tale om et nyt fænomen. AI gør det muligt at behandle store datamængder og identificere komplekse datamønstre og skaber grundlaget for optimering af industrielle processer.

Ordstyrer Erkan Özden, TV-Avisen, indledte debatten med en demonstration af ChatGPT, hvor Erkan i sin egen åbningstale brugte futuristen Thomas Terney’s avatar stemme. Tilhørerne fik også lejlighed til at indgå i en direkte dialog med debattørerne om fordele og opmærksomhedspunkter omkring AI, hvilket skabte en livlig og konstruktiv debat.

Målet med vores Folkemødedebat var at skabe en mere nuanceret forståelse for anvendelsen af AI og maskinlæring samt de muligheder, det giver for industrien og samfundet. Det, synes jeg, lykkedes” udtalte formand Lars Have Hansen. ”Det er netop maskinmestrenes rolle at bygge bro mellem AI og den fysiske verden, eksempelvis med maskinlæringsmodeller.”

En super eftermiddag i PFA’s telt med solrige omgivelser på Bornholm!

Energikonference 2024

Energieffektivisering, det går altså ikke af mode.” Sådan lød det afslutningsvis på årets energikonference.

For ellevte gang blev den største energikonference uden for hovedstadsområdet afholdt på mandag den 29. april i Danmarks energimetropol Esbjerg. Konferencen blev arrangeret af Maskinmestrenes Forening og Dansk Fjernvarme. Politikere, eksperter og virksomheder mødtes for at samarbejde om at vurdere energi- og klimapolitikken og finde svar på udfordringerne og mulighederne for fremtidens energiforsyning.

På Energikonferencen i 2024 kastede vi i fællesskab lys over fremtidens energiforsyninger og -selskabers muligheder og udfordringer. Vi så på pålidelig forsyningssikkerhed og drøftede, hvordan vi kunne sikre høj spændingskvalitet og varme i radiatoren i en tid med mere variabel elproduktion, samt om infrastrukturen og fjernvarmenettet kunne følge med eller ej. Politikerne debatterede bl.a., hvad frihed betyder for energiforsyning i fremtiden og kom med hver deres bud på, hvordan vi bedst sikrer forsyningssikkerheden i Danmark og EU. Cybersikkerhed var også et af de store emner, som kunne illustreres via konkrete cases, der visualiserede vigtigheden af en stærk sikkerhed i vores infrastruktur.

Atomkraft gik fra at være en ‘dark horse’ til en reel mulighed, og den debat blev der også taget hul på, hvor fakta, historik og følelser blev store faktorer i den reelle debat. Det fungerer andre steder i verden, men kunne det fungere i Danmark? 

“Vi hørte, hvordan udbygningen af fjernvarme intensiveredes ved brug af geotermi, udnyttelse af overskudsvarme, og hvordan store varmepumper bliver taget i brug, samt hvordan en omfattende energieffektivisering og renovering af bygninger og industri blev gennemført – alt sammen med fokus på at optimere samspillet mellem fremtidens energiforsyning og -forbrug. Men hvordan gik det egentlig med alt dette? Og hvilke nye teknologier var i spil? Det diskuterede vi og gav en status på,” sagde formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen, som afslutning til årets energikonference.

Til debatten om fremtidens energi deltog repræsentanter fra blandt andre Energy Cluster Danmark, Kredsløb, KL, Nordic Sugar, DFDS, Ørsted, Aalborg Universitet, Danske Havne, SektorCert samt politikere.