Brug for flere maskinmestre i den grønne omstilling

Den globale rejse mod en fossilfri energiforsyning fortsætter, og på den rejse er der i høj grad brug for dansk knowhow og endnu flere maskinmestre, sagde næstformand Majbrit Grymer Hoppe ved åbningen af Maskinmestrenes Forenings erhvervskonference, Ajour 2022.

Der er brug for endnu flere maskinmestre og dansk knowhow på den globale rejse mod en fossilfri energiforsyning og en bæredygtig omstilling.

Det fastslog næstformand Majbrit Grymer Hoppe ved torsdagens åbning af Maskinmestrenes Forenings erhvervskonference, Ajour 2022, i Odense Congress Center – fire dage efter afslutningen på FN’s store klimakonference, i Egypten.

2022-udgaven af maskinmestrenes erhvervskonference holdes i skyggen af krigen i Ukraine – en krig, som har store konsekvenser for hele Europa.

”Knap var vi sluppet fri af det der Corona, før Rusland invaderede Ukraine for præcis ni måneder siden. Tragedien og lidelserne er naturligvis størst for det ukrainske folk, som nu må se deres land blive bombet til ruiner,” sagde Majbrit Grymer Hoppe og tilføjede, at krigen derudover også har forandret energipriser og hele den europæiske forsyningssikkerhed.

”Der er skabt et akut behov, for at opnå energimæssig uafhængighed og skabe en endnu højere grad af selvforsyning og stabilitet i energisystemerne, så sort lys og udfald undlades i det daglige.

Dette behov er en kæmpe opgave for Danmark og Europa, og ændringerne kommer til at fylde godt for blandt andet maskinmestre i flere brancher.”

Fuld beskæftigelse – og brug for endnu flere maskinmestre

Trods den dystre baggrund kunne Majbrit Grymer Hoppe glæde sig på professionens vegne.

”Vi kan konstatere rekordhøj beskæftigelse. Aldrig har der været så mange erhvervsaktive maskinmestre – og medlemmer af Maskinmestrenes Forening. Vi har reelt fuld beskæftigelse – med mange ubesatte stillinger fordelt bredt i professionen. Der er brug for flere maskinmestre – allerede i dag,” lød det videre fra Majbrit Grymer Hoppe.

De faglige indlæg på Ajour og de mange virksomhedsudstillere afspejler flest mulige af de teknologier og løsninger, som der bliver brug for at anvende i fremtiden.

”Vi skal som profession være klar til endnu mere digitalisering – øget automatisering – machine learning – og kunstig intelligens. Vi skal også være klar til teknologier som geotermi, store varmepumper, Power-to-X og nye e-fuels til blandt andet skibsfarten, som måske er fremstillet på baggrund af kernekraft,” konstaterede hun.

”Vi skal i det hele taget være klar til en fordomsfri debat om, hvordan fremtidens energimix skal se ud for at imødekomme ønsket om både bæredygtighed og holistiske energisystemer,” lød det videre i næstformandens velkomst til Ajour-deltagerne.

Mentalt friske

Ajour 2022, der igen er arrangeret i samarbejde med Konstruktørforeningen, bød på en række faglige oplæg om bl.a. Power-to-X, kernekraft og nye, grønne maritime brændstoffer.

”Vi skal også blive endnu bedre til varmegenvinding, energieffektivisering og optimeret bygningsdrift, og ud over at producere bæredygtig energi, skal vi blive dygtigere til at udnytte overskuds- og spildenergi og i det hele taget reducere energiforbruget. På den måde, kan vi hurtigere sikre balance mellem energibehovet og den bæredygtige energiproduktion,” sagde Majbrit Grymer Hoppe om flere af fremtidens opgaver for maskinmestrene.

OGT North Sea-konferencen – fra olie og gas til grøn energi

Den danske udfasning af olie og gas: Et eksempel til efterfølgelse eller en enestående sag? 

Maskinmestrenes Forening har deltaget i OGT North Sea-konferencen i Dundee, Skotland, med fokus på retfærdige overgange for Nordsøens olie- og gaslande, samt en afstemning af kløften mellem klimaambitionerne og politisk handling som skitseret i Paris-aftalen og COP26. Kan Norge og Storbritannien lære af de danske erfaringer, hvor Danmark har forpligtet sig til at udfase olie- og gasproduktionen? Kan disse Nordsølande sammen spille en nøglerolle som first-movers i den grønne omstilling? 

Den perfekte energistorm
Europa er ramt af den perfekte energistorm med rekordhøje energipriser og en række uheldige og ulykkelige omstændigheder – herunder krigen i Ukraine – og derfor står Nordsø-landene overfor adskillige barrierer i forhold til en velordnet udfasning fra olie- og gasindustrien. Landene er dog bedst placeret i verden til at være first mover til at opnå en grøn omstilling, og derfor var blandt andet dette et emne på konferencen. På konferencen var der et særligt fokus på at overvinde de flaskehalse, som Storbritannien og Norge oplever i forbindelse med en flytning væk fra en olie- og gasøkonomi. Bekymringerne var for det meste relateret til høje indkomster fra O&G-industrien samt til mangel på grønne færdigheder i arbejdsstyrken. 

Fokus på grønne, tekniske færdigheder
Maskinmestrenes Forening kunne fortælle deltagerne, at de tekniske færdigheder, der kræves i den grønne økonomi, er ret lig de kompetencer, der kræves i O&G-økonomien, og at kompetencebarrieren faktisk er ret lille. Mangel på mandskab til at drive den grønne omstilling synes derimod at være en større barriere.

I Concito-projektet Fremtidens Grønne Arbejdsmarked er der blevet analyseret på, hvad den samlede jobefterspørgsel bliver som følge af både CO2-afgiften og de nødvendige investeringer i grønne teknologier for at nå det danske reduktionsmål på 70 procent i 2030. Analysen efterlader et gab på ca. 50.000 personer i 2030*.

”Nu gælder det ikke ’bare’ om at være grønne og bæredygtige, nu skal vi også hurtigst muligt blive uafhængige af energi fra en af de største energileverandører til Europa. Det er en kæmpe opgave, som realistisk kommer til at strække sig over flere år, men som vi må forholde os pragmatisk til. Alle tilgængelige energikilder skal overvejes, og energieffektiviseringer, energibesparelser og anvendelse af overskudsvarme skal ske sideløbende med udbygningen af grøn energi – og det er her, hvor maskinmestrene i den grad kommer til at have en vigtig rolle”, siger formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen som reaktion på konferencens hovedpointer.

Alt peger dog fortsat på, at Nordsøen sagtens kan blive den fremtidige skueplads og eksperimentarium for verdens grønne omstilling. 

*Kilde: Ny analyse.pdf (concito.dk)

Arbejdskraft til en grøn fremtid

Maskinmestrenes Forening deltog i dag på en konference hos PensionDanmark, hvor resultaterne fra et større udviklingsprojekt omhandlende fremtidens kompetencebehov til den grønne omstilling blev præsenteret og debatteret.

Efter åbning af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og klimaordfører i Venstre Marie Bjerre, blev en analyse om beskæftigelseseffekterne ved de kommende klimainvesteringer, præsenteret af CONCITO og Tænketanken Mandag Morgen.

Nogle af spørgsmålene projektet skal svare på  er: Hvordan sikrer vi tilstrækkelig grøn arbejdskraft? Hvilke kompetencer og arbejdskraft er der behov for til den grønne omstilling? 

Konklusionerne på analysen, peger på at beskæftigelsesbehovet fordelt på uddannelsesniveauer i den grønne omstilling rammer arbejdsmarkedet på en repræsentativ vis. Alle faggrupper på det danske arbejdsmarked skal mere i spil, ikke mindst  indenfor de tekniske uddannelser. Vigtige konklusioner fra analysen er at, hvis Danmark skal indfri sine grønne ambitioner, har vi brug for en grøn bevidsthed og ansvarlighed hos alle på arbejdsmarkedet, samt viden om, hvad økonomen, elektrikeren, indkøberen, maskinmesteren, ingeniøren, bioteknikeren, og lederen laver. Et af vores bidrag til undersøgelsen er netop, hvordan maskinmestre kan bidrage som brobygger mellem fagligheder.

Et andet vigtigt budskab på konferencen kom fra Synergi’s direktør Katrine Bjerre Milling Eriksen: ”Sæt i gang – nu”. 

Et budskab vi i Maskinmestrenes Forening er helt enige i: ”Energieffektiviseringer, energibesparelser og anvendelse af overskudsvarme kan ske sideløbende med udbygningen af grøn energi, og alle disse tiltag har den kæmpe fordel, at de kan implementeres med eksisterende teknologi. Ingen nye opfindelser er nødvendige. Det er bare at sætte i gang. ”

Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden, PensionDanmark og Industriens Fond og har deltagelse af Maskinmestrenes Forening samt flere andre organisationer.

Den grønneste energi er den, vi ikke bruger

60 lande deltager i disse dage i International Energy Agency´s (IEA) Global Conference on Energy Efficiency, som denne gang finder sted i Sønderborg. Konferencen er den syvende af sin slags og med mere end 20 energiministre og dansk erhvervsliv samlet, er der fokus på og debat om energieffektivisering.

Hvad vil det eksempelvis koste, hvis man ikke møder de globale krav til reduktion af CO2-emissionen? Det var på dagens konference ét af IEA´s fokuspunkter, og konklusionen var klar – det bliver dyrt!
Derfor skal fokus rettes mod optimering af den intelligente energieffektivisering og samarbejdet mellem sektorer på tværs af brancher.

Maskinmestrenes vigtige rolle
Målene kan opnås gennem gennemgribende energieffektivisering indenfor den enkelte branche, men også indbyrdes mellem sektorer – den såkaldte sektorkobling. Eksempelvis anvendelse af overskudsvarme fra industrien til varme i andre sektorer herunder til fjernvarme. Bare i EU kan der i 2030 spares 32 procent af den anvendte energi på energieffektivisering indenfor industri og byggeri – og blandt andet her har maskinmestre en vigtig rolle:

”På dagens konference stod det endnu en gang klart, at der skal en gennemgribende energieffektivisering til for at opnå de ambitiøse, globale mål, der er sat for CO2-reduktion. Maskinmestre har en vigtig rolle i denne proces – på tværs af brancher og sektorer bidrager maskinmestre hver dag til den grønne omstilling eksempelvis inden for anvendelse af overskudsvarme og energieffektiviseringer i procesindustrien, som har været temaer på dagsordenen i dag”, siger formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen.

Arbejdet er i gang
På konferencen viste IEA også verdens politikere, at der allerede findes værktøjer fra hæderkronede danske virksomheder, som kan føre effektiviseringen hurtigere og billigere i mål, eksempelvis supplementer til de massive planer for udbygning med offshore vind, sol, brint samt carbon capture.

Dette redegjorde IEA’s formand, Dr. Brian Motherway for, da han bød velkommen. Han kunne blandt andet fortælle, at hvis man virkelig skubber på globalt, vil der allerede i 2030 kunne spares energi svarende til Kinas totale energiforbrug. Det er ganske vist svært, fordi energieffektivisering er så teknologisk krævende og ikke så synlig for finansieringsinstitutioner – som eksempelvis projektering af en ny havmøllepark er – men det er praktisk muligt allerede med den nuværende teknologi, som dog skal spredes meget mere ud til resten af verdenen.

”Det understreger vigtigheden af at holde fokus på energieffektivisering”, slutter formand Lars Have Hansen.

Læs mere om konferencen her.

Grøn ammoniak på vej ind i skibsfarten

Den maritime industri stræber efter at dekarbonisere skibsfarten inden 2050. For at det skal lykkes, skal der nye konkurrencedygtige brændstoffer til i en meget stor skala og herudover skal der gennemføres betydelige energieffektivitets foranstaltninger.

”Grøn ammoniak ser Maskinmestrenes Forening som et realistisk CO2 neutralt alternativ til bunkerolie. Det vil kunne produceres i store mængder i en innovativ PowertoX proces, involverende både elektrolyse drevet af elektricitet fra vedvarende energi samt en efterfølgende ammoniak syntese, hvor brinten fra elektrolysen kombineres med nitrogen udskilt fra atmosfæren. Resultatet er en energitæt grøn brændsel, der har et godt forhold mellem volumen og brændværdi. Maskinmestre skal være med til at gøre det muligt at dekarbonisere den maritime industri inden 2050” udtaler formand Lars Have Hansen, Maskinmestrenes Forening.

Et skridt i en masseudrulning af ammoniak skibe fra skibsbyggere over til maskinmestre hos rederier er nu taget ved klassifikationsselskabet ABS’ nylige udgivelse af en vedledning til ammoniakdrevne skibe – ”Guidelines for design og bygning af ammoniakdrevne skibe”.

I vejledningen kan der både findes regelsæt for håndteringen af giftige og eksplosive gasser samt fokus på håndtering af spild under bunkering – to særlige opmærksomhedspunkter for grøn ammoniak i forhold til de gængse og sammenlignelige vedledninger for de LNG skibe, der allerede sejler rundt på verdenshavene i dag.

Der er i den nye vejledning fokus på design og bygning af ammoniakdrevne skibe, og der findes også afsnit om drift, sikkerhed og miljø. Læs vejledningen her – og lær mere om fuel containment systemet, bunkering, brændstofforsyningen, strøm produktionen, fremdriften, brandsikkerheden, eksplosionsforebyggelsen, ventilationen og de elektriske installationer samt overvågnings- og kontrolsystemerne for de kommende ammoniakdrevne skibe.

De Grønne Maskinmestre

Maskinmestrenes Forening deltager i dag på Børsen i en stor konference om fremtidens grønne arbejdskraft, hvor foreningen har været med i de indledende knæbøjninger i forbindelse med definition af et større projekt finansieret af Industriens Fond og Novo Fonden.

De foreløbige konklusioner på projektdefinitionerne er bredde, eksempelvis at alle jobs har potentialet til at blive grønne, og at grønne jobs skal bidrage til den grønne omstilling.

Hele 33% af alle jobopslag efter maskinmestre siden 2020, retter sig mod “grønne maskinmestre” kunne konsulentfirmaet Damvad berette på konferencen, som et resultat af deres statistiske analyser af næsten 2 millioner jobopslag de seneste par år. Denne procent var høj sammenlignet med andre faggrupper.

Claus Jensen, Dansk Metal kunne fortælle at Danmark ikke mangler nye uddannelser, men mangler mange flere studerende til de eksisterende tekniske uddannelser.
Det bliver mere og mere tydeligt at der skal mange maskinmestre til at løfte opgaven. “Maskinmestre kommer til at få sindssygt travlt, der er slet ikke nok af sådan nogle som jer derude, med høje håndværksmæssige, ledelsesmæssige og tekniske kompetencer” siger Peter Hindsberger, senior manager fra INEOS.

Maskinmestrenes Forening bidrager til projektet med sin nyeste viden fra foreningens Aftager- og Dimittendundersøgelse 2021 og via deltagelse i en række arbejdsgrupper.

Ny forskningsstrategi med fokus på fire grønne missioner

Regeringen sætter med sin nye forskningsstrategi fokus på fire grønne missioner og disse rammer lige ned i maskinmestrenes DNA.

To af dem rammer ned i skibsfarten og i Det Blå Danmarks behov for nye klimaløsninger, en tredje handler om cirkulær økonomi og pyrolyse og den fjerde handler om genanvendelse af plast. Sidstnævnte rammer ned i hjertekulen på det nyetablerede Ocean Plastic Forum, som Maskinmestrenes Forening stiftede i 2019.

‘I Ocean Plastic Forum har vi sammen med samarbejdspartnere igennem flere år arbejdet med at indsamle viden og finde partnere for at gøre noget ved den stigende forurening af det maritime miljø fra affald – herunder plast. Det har vi gjort for at sikre havmiljøet for vore efterkommere og for at skabe muligheder for netop genanvendelse og genbrug af havplastaffaldet. Regeringens mission indenfor dette område passer derfor fint med Ocean Plastic Forums fokus,’ siger formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen.

Den nye strategi er både grøn og blå
Regeringen ønsker, at de fire missioner prioriteres markant med 750 millioner kroner i forbindelse med forhandlingerne om forskningsreserven for 2021. Samtidig lægger regeringen op til, at der skal sikres et højt niveau af bevillinger til grøn forskning generelt i de kommende år. 

‘Det Blå Danmark har sat det ambitiøse mål, at dansk skibsfart skal være CO2-neutral allerede i 2050. Maskinmestrenes Forening er glad for at se, at regeringen prioriterer forskning i grønne brændstoffer til transport og industri, som en af de fire missioner i den nye strategi,’ fortsætter Lars Have Hansen.

Også hos Danske Rederier ser man positivt på udmeldningen.

‘Flere af vore rederier har allerede den ekspertise, der skal til for at fragte CO2 om bord på deres skibe, så det vil være oplagt med et nyt samarbejde på det område,’ siger direktør Anne H. Steffensen.

Missionerne skal løses af grønne partnerskaber, der skal samle forskning, erhvervsliv og myndigheder om en langsigtet og strategisk indsats. Målet er, at teknologierne kommer ud og styrker dansk erhvervslivs grønne førerposition og fører til konkrete reduktioner i de danske drivhusgasudledninger.

Læs mere om de fire grønne missioner her.