Fornyelse af overenskomsten på det store officersområde

Overenskomstfornyelsen ligger på linje med Transportforliget og de øvrige forlig på søfartsområdet. I det samlede forlig går 10% direkte på løndelene dels ved direkte hyrestigninger og dels ved omfordeling af egen betalingen til pension. Hermed følger aftalen det øvrige arbejdsmarked. 

Maskinmestrenes Forening og Metal Maritime opnåede den 24. april 2023 forlig med Danske Rederier på officersområdet. Overenskomstfornyelsen følger tendensen fra de meniges overenskomst med fornuftige resultater på løndelen. For eksempel vil en seniorofficer på anciennitet nul samlet få cirka 3000 kroner mere udbetalt hver måned pr. 1.april 2024. Der indsættes også en bestemmelse i overenskomsten, hvor alle skal sikre, at der handles, hvis det konstateres chikane eller krænkelse om bord.

Nye vilkår for fremtidige juniorofficerer
Der nedsættes en arbejdsgruppe, som inden årets udgang skal fremkomme med forslag til ændringer af overenskomsten og det hyrebilag, der kan implementeres pr. 1. april 2024, og som muliggør at juniorofficerer kan ansættes på normløn, uagtet der i rederiet er kutyme for at ansætte dets officerer på individuelt aftalt løn uden højeste arbejdstid.

Arbejdsgrupper skal se på yderligere forbedringer
Det er ligeledes aftalt, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag og anbefalinger til, hvordan mere fleksible arbejdstidsforhold kan etableres i branchen for såvel seniorer som øvrige grupper. En tredje arbejdsgruppe skal tilpasse og ensrette de eksisterende regler om fravær i forbindelse med fødsel og barsel.

Det sker der nu
Forhandlingsresultatet skal nu godkendes i de respektive kompetente forsamlinger, ligesom de forbedringer, som er blevet henvist til hurtigt arbejdende arbejdsgrupper/udvalg skal bearbejdes. Resultatet fra hovedoverenskomsten skal derefter overføres til fornyelse af særoverenskomsterne.

Din maritime pensionsordning bliver forbedret

Maskinmestrenes Forening har i samarbejde med PFA forbedret de maritime pensionsaftaler, og pr. 1. marts 2023 er disse blevet forbedret med eksempelvis adgang til Online Læge, udvidet dækning på PFA Helbredssikring, forhøjet dækning og opdaterede diagnoser i PFA Kritisk sygdom samt en udvidet dækning af børn.

Dækningen på PFA Helbredssikring er blevet udvidet, så den fremover også dækker kroniske lidelser i bevægeapparatet, og som noget nyt er det nu muligt at få adgang til fysioterapi og psykolog uden lægehenvisning. Derudover er der adgang til Online Læge med lægefaglig rådgivning af en praktiserende læge via video, telefon eller mail alle hverdage fra kl. 8-22 og i weekenden fra kl. 8-18. Adgang til Online Læge sker via mitpfa.dk.

Dine børn er automatisk dækket via din PFA Helbredssikring, og du har også mulighed for at udvide din PFA Kritisk sygdom med en børnedækning. Børnedækningen i PFA dækker dine børn under 24 år, og med børn menes der både biologiske, adoptiv- og stedbørn, og også samlevers børn, samt permanent anbragte plejebørn i husstanden.

Standarddækningen på PFA Kritisk sygdom er automatisk blevet forhøjet til 150.000 kr., og derudover er diagnoserne også opdateret, så de er mere tidssvarende i forhold til den medicinske udvikling.

Har du spørgsmål
Du kan få overblik over, hvad opdateringerne betyder for dig på mitpfa.dk – her kan du se, hvor meget du har sparet op, dækningen på dine forsikringer, priser og omkostninger mv.

Du kan også læse meget mere om din pensionsordning på pfa.dk/soeordningen.

Hvis du har spørgsmål eller brug for rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte PFA Rådgivningscenter på 7012 5000.

Maritime uddannelser er for alle

Med fokus på bedre vilkår for sundt arbejdsmiljø, styrket inklusion og mere mangfoldighed i den maritime verden, har undervisningsmaterialet ’SÆT KURSEN’ netop set dagens lys.

Fokus på kultur og normer
Kulturen på en uddannelsesinstitution eller arbejdsplads kan ændres gennem ny adfærd fra alle parter, og det er netop formålet med undervisningsmaterialet ’SÆT KURSEN’, som i et samarbejde mellem KVINFO, nogle af de maritime uddannelsesinstitutioner og en række interessenter – heriblandt Maskinmestrenes Forening – netop er blevet lanceret.

’SÆT KURSEN’ sætter gennem cases baseret på virkelige hændelser fokus på at bekæmpe sexisme, mobning samt krænkende handlinger og ord i den maritime verden med en ambition om at påvirke kulturen og forbedre det psykiske arbejdsmiljø.

Konkret initiativ – konkret indsats
I materialet fremgår det blandt andet, at der foreløbigt er meget få undersøgelser af, hvor udbredt sexisme er i den maritime verden. Den eksisterende viden må dog ikke negligeres. Ændring af kultur tager til, og derfor er det vigtigt, at der bliver handlet nu – der er ingen grund til at afvente yderligere undersøgelser!

”Maskinmestrenes Forening har deltaget i projektet for at bakke op om det gode initiativ og være en medvirkende faktor til at gøre de maritime uddannelsesinstitutioner og -arbejdspladser endnu mere attraktive – for alle. Jeg er især glad for det fokus, som ligger på det forebyggende, og som i øvrigt understøtter de anbefalinger, som Sea Health and Wellfare i forvejen har udstukket. Vi har sammen med de maritime uddannelsesinstitutioner taget et initiativ, som har resulteret i en konkret indsats, og jeg glæder mig til at følge materialets videre færd ud i den ’virkelige’ verden”, siger formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen som reaktion på materialets udgivelse.

Hent materialet
Materialet (vejledning, cases og slides) kan frit downloades via maritimeudannelser.nu, og den endelige slutrapport, som ledsager projektets og materialets tilblivelse, vil senere blive offentliggjort på Uddannelses- og Forskningsministeriets site.

Relaterede artikler fra Maskinmestrenes Forening: Krænkelser er no go. Punktum samt Rederier og fagforeninger vil chikane til livs.

Rederier og fagforeninger vil chikane til livs

Mobning og chikane til søs hører ingen steder hjemme, og Danske Rederier, Metal Maritime og Maskinmestrenes Forening vil skabe en nødvendig kulturændring. Derfor mødtes de torsdag med Erhvervsministeriet og Søfartsstyrelsen.

Mobning, chikane, krænkelser og dårligt sprogbrug skal være fortid ombord på skibene. Det er overenskomstparterne, som tæller Danske Rederier, Metal Maritime og Maskinmestrenes Forening helt enige om.

Torsdag var parterne indbudt til møde med Erhvervsministeriet og Søfartsstyrelsen for at diskutere, hvad man kan gøre for at skabe et bedre arbejdsmiljø på de danskflagede skibe.

Mødet kom i kølvandet på erhvervsministerens udmelding i sidste uge om, at han ønskede at undersøge omfanget af chikane og mobning i branchen.

”Som fagforening kan vi ikke være tjent med, at nogle af vores medlemmer går på arbejde og oplever et dårligt arbejdsmiljø. Der er uanset om det er kvinder eller mænd, og om det handler om uønsket seksuel kontakt eller mobning. Vi har et fælles ansvar for at ændre kulturen, de steder hvor det forekommer,” siger Ole Philipsen, formand, Metal Maritime.

”Selvom man er ansat på et skib og har sin arbejdsdag tusinder af sømil ude på havet, skal både kollegaer og overordnede opføre sig normalt og respektfuldt. Vi har set nogle rigtig ubehagelige eksempler på, at det i hvert fald ikke har været tilfældet, og det skal vi have ryddet op i,” siger Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening.

Har arbejdet med udfordringen længe
Danske Rederier har tidligere lavet 10 anbefalinger til branchen om, hvordan man får flere kvinder til søs, og her er anbefaling 9 og 10 især rettet imod at understøtte en bedre arbejdskultur. De handler om at udarbejde en tydelig mobbepolitik og få den kommunikeret til alle medarbejdere, og så handler det om at have en klar og effektiv klageproces. Der skal desuden følges op og evalueres på indsatsen.

”Vi ved, at vi har en række udfordringer med sexisme og sexchikane om bord på vores skibe, og derfor har vi de seneste år arbejdet på at supplere rederiernes egne indsatser ved at udvikle værktøjer, der kan ændre på kulturen om bord og sikre god håndtering, når der er sager. Flere rederier er allerede i fuld gang med at undersøge omfanget af krænkelser i egne rækker, men vi indgår selvfølgelig gerne i en dialog med Søfartsstyrelsen om, hvordan man bedst kan lave et samlet billede af udfordringerne i branchen,” siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier. 

Søfartsstyrelsen har fået opgaven med at forestå en undersøgelse, der skal belyse problemets omfang. Både Danske Rederier og fagforeningerne har i den forbindelse tilkendegivet, at man bidrager fuldt ud til undersøgelsen.    

Krænkelser er no go. Punktum.

Fælles meddelelse fra Metal Maritime, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening

Rederierne må stramme op og tage de værktøjer i brug, der for længst er gjort klar. Krænkelser af enhver art, herunder også dem med seksuelle under- og overtoner, hører ingen steder hjemme. Heller ikke til søs.

Én sag er én for meget. Mobning og chikane, som sexkrænkelser er, bringer intet godt med sig, og det skal stoppes. Den erkendelse er ikke ny, og derfor har Metal Maritime, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening aktivt deltaget i at ændre den højst uønskede adfærd, som desværre forefindes.

Vi har en klar forventning til, at rederierne gør brug af de anbefalinger og værktøjer, som de selv har været med til at udvikle for at imødegå problemerne.

Anbefalinger var klar i 2019
I samarbejde med repræsentanter fra rederierne og de maritime uddannelsescentre deltog Metal Maritime, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening i 2019 aktivt i Taskforcen ’Flere kvinder til søs’. En af problematikkerne, der i den sammenhæng blev adresseret, var mobning og chikane. Taskforcens arbejde mundede ud i et katalog med råd og anbefalinger til rederierne. Det lå klar i december 2019.

Anbefalingerne kan ingen være i tvivl om. I korthed er det, at rederierne har en klar og tydelig politik om, at chikane og mobning ikke accepteres. Skulle det så ske – denne tydelige politik til trods – at chikane, mobning eller seksuelle krænkelser alligevel forekommer? Ja, så skal rederierne have en tydelig klageprocedure og håndtere indberetninger værdigt og hurtigt.

Kampagnemateriale og hotline
Metal Maritime, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening tog i 2018 også problemstillingerne op i Sea, Health & Welfare (Søfartens Arbejdsmiljøråd), der siden har udarbejdet både kampagnemateriale og værktøjer til rederierhvervet. Materialet udvikles løbende med nye tiltag. I 2019 blev en hotline etableret som en del af kampagnestarten. Seneste udvidelse af materialet er sket i foråret 2022 med tilføjelsen af konkrete ledelsesværktøjer til skibsledelsen.

Al materiale fra Sea, Health & Welfare er udsendt til rederier og skibe, ligesom organisationens konsulenter står klar til at hjælpe rederier, der ønsker det.

Sea, Health Welfare materiale:

Med andre ord er der ingen gangbar undskyldning for, at et rederi ikke har taget hånd om udfordringerne.

Hurtig handling var målet
Det er beskæmmende, at der i flere rederier intet er sket i løbet af de tre år. Det var netop for hurtigt at få sat handling i gang, at vi i Metal Maritime, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening i 2018 afviste at spilde tid på diverse undersøgelser.

”Erkend, at der er et problem og sæt løsning af problemet i gang,” var vores holdning. På den baggrund gik vi helhjertede ind i arbejdet i Taskforcen i regi af Danske Rederier, ligesom vi i Sea Health & Welfare adresserede problemstillingerne som en hasteopgave.

Søfartsstyrelsen er nu af erhvervsminister Simon Kollerup (S) blevet pålagt at lave en uvildig undersøgelse af arbejdsforholdene til søs som følge af denne uges mediedækning af rederierhvervets manglende handling. Det initiativ hilser vi velkomment. Hvis det er det, der skal til, for at rederierne kommer i gang med at implementere de løsninger, som de selv har været med til at udarbejde, er det absolut kærkomment, men det er kritisabelt, at det skulle komme hertil og være nødvendigt.

Rederiet Cadeler omflager installationsskibene ”Wind Orca” og ”Wind Osprey” til dansk flag

I forbindelse med rederiet Cadelers omflagning af installationsskibene ”Wind Orca” og ”Wind Osprey” fra cypriotisk flag til Dannebrog overgår ca. 160 søfarende til danske overenskomster og dermed danske ansættelsesvilkår indgået med Metal Maritime og Maskinmestrenes Forening.

I starten af indeværende uge ved en cermoni i Esbjerg omflagede rederiet Cadeler installationsskibene ”Wind Orca” og ”Wind Osprey” til dansk flag. Netop flagskiftet er et resultat af udvidelse af DIS-ordningen fra 2019, der åbnede op for at omfatte en række specialskibe som f.eks. nævnte installationsskibe. En lovændring, som Danske Rederier, Maskinmestrenes Forening og Metal Maritime/CO-Søfart fik gennemført sammen.

I dag er Cadeler børsnoteret i Norge med adresser i både København og Vejle. København er også ’Wind Orca’s nye hjemmehavn, mens ’Wind Osprey’ efter flagskiftet har Esbjerg som hjemmehavn. Med CEO Mikkel Gleerups ord, er Esbjerg havnen, som rederiet betragter som ”hjemme” med havnens omfattende aktiviteter og muligheder for vind offshore-erhvervet.

Godt samarbejde med fagforeninger og Søfartsstyrelsen
Ifølge Mikkel Glerup har indflagningen været en fornøjelse, idet der har været et godt og konstruktivt samarbejde med fagforeninger og Søfartsstyrelsen.

Fra Maskinmestrenes Forening er der også stor ros til Cadeler for det overenskomstforløb, der har resulteret i overenskomster for alle kategorier af ansatte om bord – uanset nationalitet. Det lykkedes i løbet af ganske få uger at nå frem til tilfredsstillende overenskomster, der både tager højde for rederiets og skibenes specielle forhold og samtidig tilgodeser de beskæftigede medarbejdere om bord. Yderligere har Cadeler omkring implementeringen af overenskomsterne stået for at arrangere informationsmøder om bord, hvor Metal Maritime/CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening sammen med rederiet har præsenteret aftalerne. Her fik alle søfarende mulighed for at stille spørgsmål.

Særoverenskomster
Resultatet af overenskomstforløbet er to særoverenskomster – én for officerer og én for menige. Officersoverenskomsten er forhandlet med Cadeler i tæt samarbejde med Metal Maritime/CO-Søfart, der varetager organiseringen af navigatørerne. For de meniges vedkommende gælder én overenskomst og den dækker både catering samt dæk & maskine.

I Cadeler omfatter besætningerne ca. 160 søfarende, der er fordelt på en række nationaliteter. Modsat de øvrige DIS-overenskomster med Danske Rederier er alle nationaliteter om bord omfattet af de nye, danske overenskomster inkl. PFA ordninger.

Cadelers flåde forøges i 2024 og 2025 med yderligere to installationsfartøjer, hvilket indebærer udvidelse af antallet af søfarende, ansat i rederiet. Samtidig er de to nuværende skibe undervejs med opgradering af bl.a. kranerne, hvor stadigt større havvindmøller kræver både større og kraftigere materiel om bord.

Ny hovedoverenskomst – Wind offshore
Forhandlingerne om særoverenskomsterne i Cadeler har synliggjort, at der er behov for en ny wind offshore hovedoverenskomst sammen med Danske Rederier. En hovedoverenskomst som er målrettet netop installationsskibe i wind offshore. Det arbejde forventes igangsat snarest muligt i samarbejde med Metal Maritime/CO-Søfart.

Den grønne omstilling forventes at betyde, at wind offshore de kommende år bliver et markant vækst område med enestående muligheder for danske søfarende og virksomheder. Og Danmark står lige nu med alle muligheder på hånden. Netop Cadelers indflagning til dansk flag og skifte til danske ansættelsesvilkår for alle søfarende om bord på skibene markerer begyndelsen til en ny, stærk udvikling, der vil komme hele Det Blå Danmark til gode – og forbedrede beskæftigelsesmuligheder for danske søfarende.

Af chefjurist Søren Nim Larsen

Ja til overenskomstforlig med Danske Rederier

I en netop afsluttet vejledende afstemning har et klart flertal af de søfarende hos Maskinmestrenes Forening stemt ja til fornyelse af DIS hovedoverenskomst (langfart). Efterfølgende har bestyrelsen for Maskinmestrenes Forening godkendt DIS hovedoverenskomsten.

Læs mere her.

Øget fleksibilitet nødvendig ved vaccination af søfarende

Maskinmestrenes Forening har sammen med Metal Maritime og 3F Søfart opfordret regeringen til at indføre fleksibilitet i bookingsystemet, så de søfarende kan få vaccinetider.

I indeværende uge har Maskinmestrenes Forening sammen med Metal Maritime og 3F Søfart skrevet til erhvervsminister Simon Kollerup og sundhedsminister Magnus Heunicke med henblik på at få en øget fleksibilitet ved vaccination af søfarende. I brevet henviser vi til de søfarendes centrale position i sikring af forsyningskæderne og gør samtidig opmærksom på, at søfarende i forbindelse med Corona-pandemien har udført arbejde under svære betingelser.

‘Vi har rettet henvendelse til ovennævnte ministre, fordi det har vist sig, at søfarende har haft vanskeligheder ved at få de nødvendige to vaccinationer ud fra myndighedernes prioriterede rækkefølge på grund af manglende fleksibilitet i forbindelse med booking af vaccinetider, der matcher ude- og hjemmeperioder. Det har ligeledes vist sig, at det ikke har været muligt i stedet at få tilbudt Moderna vaccinen, idet der kan gå op til 12 uger mellem vaccinationerne i stedet for Pfizer vaccinen, hvor der skal gå betydelig kortere tid mellem vaccinationerne’ udtaler formand Lars Have Hansen.

Afvist af regionen
I vores brev til ministrene henvises der til et konkret eksempel, hvor en maskinchef fra Region Syddanmark måtte opgive at booke tider. Da han efterfølgende henvendte sig til regionen af flere omgange med problemer med at booke vaccinetider på grund af ude- og hjemmeperioder, blev han afvist med bemærkning om, at han var den tredje søfarende, der samme dag havde henvendt sig til regionen.

Forslag til regeringen
Vi har derfor foreslået regeringen følgende:

  • At give mulighed for at tilpasse vaccineforløb tidsmæssigt mere fleksibelt, når dette tilbydes den søfarende, sådan det er muligt at få begge vaccinationer i hjemmeperioden.
  • At ændre tilbud på vaccinetype til den søfarende således, at det i stedet bliver Moderna vaccinen, der tilbydes.

Formand Lars Have Hansen understreger, at vi ikke beder om at komme først i køen eller få anden positiv særbehandling. Vi opfordrer ene og alene til, at vaccineprogrammet tilføjes fleksibilitet, så søfarende kan gøre brug af vaccinetilbuddet på lige fod med alle andre danskere.

Læs brevet fra de tre organisationer her.

Større anerkendelse af søfolk efter Coronakrisen

Ovenpå et år i Coronaens tegn og med et 2020-overskud for flere af Danske Rederiers medlemmer, er Maskinmestrenes Forening gået til forhandlingsbordet med udgangspunktet ’når det regner på præsten, må det dryppe på degnen’.

Maskinmestrenes Forening sidder på vegne af omkring 800 medlemmer med om bordet, når der forhandles ny hovedoverenskomst for skibsofficerer.

Forhandlingerne, som grundet COVID-19 har været udskudt et års tid, blev sat i gang i februar, men parterne er endnu ikke nået til enighed.

Coronakrisen har i særlig grad haft negative konsekvenser for besætninger verden over, som eksempelvis har været ramt af uhensigtsmæssige lange perioder uden besætningsskift og med megen usikkerhed. Mens de søfarende har oplevet svære kår, bider Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening, mærke i, at flere af Danske Rederiers medlemmer har fremvist store overskud i 2020. Derfor mener fagforeningerne – herunder Maskinmestrenes Forening – at det også bør komme de søfarende til gode.

’Der mangler noget anerkendelse af de søfarende. Især ovenpå den her corona-situation, hvor de har udvist en fantastisk fleksibilitet. Det savner jeg egentlig, at der bliver kvitteret for. Løn er en del af det, men ikke alt. De søfarende skal opleve, at de bliver anerkendt for deres indsats’, siger formand Lars Have Hansen.

Indtil parterne er nået til enighed om en ny hovedoverenskomst, er de det hidtidige aftaler, som gælder.

Læs også artiklerne ’Danmark viser vejen for løsning af besætningsskift’ og ’De første 190 søfarende gennem Kastrup Lufthavn efter nyt tiltag

Dansk fregat til kamp mod pirater i Afrika

Guineabugten ud for kysten i det vestlige Afrika er særlig hårdt ramt af piratangreb og kidnapninger. Nyt tiltag skal højne de søfarendes sikkerhed.

Pirater i Guineabugten er et stigende problem – også for danske skibe. Det skal der nu dæmmes op for, meddelte forsvarsminister Trine Bramsen (S) den 16. marts 2021, da hun sammen med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) præsenterede planen om at sende et dansk krigsskib afsted for at beskytte mod pirateri.

Den danske fregat, som skal patruljere i området, bemandes af flere end 160 personer og medbringer en SEAHAWK-helikopter, som vil kunne indsættes, hvis det bliver nødvendigt.

Initiativet hilses velkommen af Maskinmestrenes Forening:

’Danmark er en stor søfartsnation, og det er vigtigt, at vi passer godt på vores søfarende. At de kan være trygge i at passe deres arbejde må og skal være en grundpræmis. Forsvarets Efterretningstjeneste forventer ikke, at årsagerne til pirateri på den korte bane vil ændre sig nævneværdigt, og derfor er det helt afgørende, at den danske regering sætter konkrete midler ind for at forbedre de søfarendes sikkerhed’, siger Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening.