Folketinget har den 9. december 2021 vedtaget et lovforslag om at genindføre muligheden for, at arbejdsgivere og selvstændige kan få refusion af sygedagpenge fra første fraværsdag som følge af covid-19 samt givet mulighed for ret til dagpenge ifm. pasning af barn som følge af covid-19.
Smitten med covid-19 er fortsat stigende, hvilket igen har ført til ændringer i regler og restriktioner i det danske samfund. For at kunne holde samfundet åbent og mindske presset på sundhedsvæsenet indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter den 23. november 2021 en aftale om, at virksomheder igen skal have mulighed for at søge refusion for medarbejdere, der må blive hjemme på grund af covid-19, samt at forældre skal have mulighed for dagpenge ifm. pasning af børn som følge af covid 19. Begge aftalens ordninger kræver lovændringer, og Folketinget har efter hastebehandling vedtaget pågældende lovændringer den 9. december 2021.
Arbejdsgivers mulighed for refusion som følge af covid-19
Den ene midlertidige ændring er foretaget i sygedagpengeloven. Herefter har arbejdsgiver ret til at få refusion fra første fraværsdag, når en medarbejder er dokumenteret smittet med covid-19. Dernæst gælder muligheden også for de medarbejdere, som efter sundhedsmyndighedernes anbefaling skal gå i isolation, fordi at de har været i nær kontakt med en smittet. Udover at gælde for arbejdsgivere, gælder denne mulighed også for selvstændige, som i samme tilfælde, har mulighed for at få sygedagpenge af kommunen fra første fraværsdag.
Forældres mulighed for barselsdagpenge ifm. pasning
Den anden midlertidige ændring er foretaget i barselsloven. Ved denne ændring genindføres muligheden for, at man som forælder kan modtage barselsdagpenge, hvis ens barn er smittet med covid-19 eller hjemsendes som følge af ét eller flere konkrete smittetilfælde i daginstitutionen, på skolen eller institutionen. Ordningen gælder for forældre til børn under 14 år.
Forældre tildeles i alt sammenlagt 10 arbejdsdages dagpenge pr. barn i den periode, hvor ordningen gælder. Dagpengene gælder for hele arbejdsdagen, og kan alene gives til én forælder pr. hjemsendelsesdag.
Det skal bemærkes, at ordningen alene vil gælde for lønmodtagere i ansættelse og selvstændige. Hvis forældrene bor sammen, er det endvidere en betingelse, at ingen af forældrene har mulighed for at arbejde hjemmefra eller at afspadsere. For selvstændige er det ligeledes en betingelse, at det ikke er muligt at drive virksomhed hjemmefra. Muligheden for dagpenge gælder kun, såfremt der ikke udbetales løn den pågældende dag og at der ikke holdes ferie. Ordningen indfører dermed ikke hverken en ret til fravær eller ret til løn under fravær.
Hvis forældre opfylder begge regelsæt, skal de vælge, hvilket regelsæt, som de vil modtage ydelser efter. Det er således ikke muligt at modtage både sygedagpenge og barselsdagpenge for samme periode. Ordningerne er endvidere en genindførsel af de muligheder, der tidligere var i brug ifm. covid-19, men som udløb den 1. juli 2021. I modsætning til sidste gang kan man imidlertid få barselsdagpenge fra første dag uden først at skulle bruge omsorgsdage eller barns 1. og 2. sygedag.
Hvornår gælder lovændringerne?
Lovændringerne er vedtaget med tilbagevirkende kraft fra den 23. november 2021 og gælder frem til den 28. februar 2022.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er ifølge aftalen enige om at mødes primo februar med henblik på at drøfte status for ordningen.
Giver ovenstående anledning til spørgsmål anbefaler vi, at du kontakter vores Arbejdsmarkedsafdeling.
Skrevet af juridisk konsulent Kristine Maria Kramer
No related posts found