Når en medarbejder indgår i en tilkaldevagt, som ikke kræver at vedkommende befinder sig på arbejdspladsen, så er det ikke altid indlysende om vagten skal medregnes i arbejdstiden eller om den i stedet skal klassificeres som hviletid. Denne problemstilling har EU-Domstolen for nylig taget stilling til i to sager.

Sagerne om arbejdstid ved EU-Domstolen udspringer af to forskellige nationale sager, som begge vedrører spørgsmålet om, hvorvidt perioder med tilkaldevagter skal anses for at være omfattet af det EU-retlige arbejdstidsbegreb, uanset om medarbejderen faktisk bliver tilkaldt.

Den ene sag omhandler en medarbejder i et transmissionscenter i Slovenien, som udover sin almindelige arbejdsplan indgår i en tilkaldevagt som indebærer, at han kan kontaktes telefonisk og møde på arbejdsstedet inden for en time.

Den anden sag vedrører en brandmand i Tyskland, som regelmæssigt har vagter, som ikke kræver at han opholder sig på arbejdsstedet, men som indebærer, at han altid kan kontaktes og nå frem til bygrænsen for tjenestestedet inden for 20 minutter i indsatsbeklædning og med indsatskøretøj.

Hvad er arbejdstid?
Bestemmelserne i arbejdstidsdirektivet fastsætter bl.a. grænser for, hvor meget en medarbejder må arbejde i en given periode. Direktivet er implementeret i Danmark i arbejdstidsloven og i kollektive overenskomster. Arbejdstidsdirektivet indeholder bl.a. regler om medarbejderes ret til daglige og ugentlige hvileperioder, ligesom at direktivet også bestemmer, at en medarbejders arbejdsuge ikke må overstige 48 timer i gennemsnit. For at kunne identificere reglernes anvendelsesområde er det derfor vigtigt at kunne slå fast, hvornår en medarbejder er på arbejde og hvornår en medarbejder har fri.

Arbejdstidsbegrebet er i direktivet defineret som ”det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står i arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.” Hviletid er modsætningsvis defineret som det tidsrum, som ikke er arbejdstid.

Det bemærkes, at arbejdstidsbegrebet ikke tager stilling til, hvorvidt en medarbejder skal have løn for arbejdet. Begrebet skal alene ses som et udtryk for arbejdstiden i relation til arbejdstidsdirektivets beskyttelsesregler. Om medarbejderen skal have løn for det pågældende arbejde afhænger således af, hvad der er aftalt for det konkrete ansættelsesforhold.

Indgår tilkaldevagter i min arbejdstid?
I dommene bemærker EU-domstolen først og fremmest, at begreberne arbejdstid og hviletid ikke kan anvendes samtidig. En tilkaldevagt må således enten betragtes som arbejdstid eller som hviletid.

I begge sager udtaler EU-Domstolen, at det beror på en helhedsvurdering af sagens konkrete omstændigheder, hvorvidt vagterne skal anses for værende arbejdstid eller hviletid. Ved denne helhedsvurdering fremhæver EU-Domstolen særligt den frist, som den enkelte medarbejder har til at møde op, de konsekvenser vagten indebærer for medarbejderen, samt hvor hyppigt vedkommende faktisk bliver tilkaldt. Ifølge EU-Domstolen er formålet med helhedsvurderingen at vurdere, om tilkaldevagtens begrænsninger er af en sådan karakter, at de i meget betydeligt omfang påvirker medarbejderens mulighed for at disponere over dennes egen tid under vagten. Er dette tilfældet bør tilkaldevagten medregnes i arbejdstiden.

EU-Domstolen har ikke taget stilling til de konkrete tilkaldevagter, men overlader det til de nationale domstole at vurdere, om tilkaldevagterne i de konkrete sager skal betragtes som arbejdstid eller ej.

Dommene er således et udtryk for, at der ikke kan opstilles en generel regel for, om en tilkaldevagt skal medregnes som arbejdstid i arbejdstidsdirektivets forstand, men at det vil afhænge af en helhedsvurdering af den konkrete situation. Dommene udgør således ikke en facitliste, men virker som et fortolkningsbidrag til forståelsen af arbejdstidsbegrebet i arbejdstidsdirektivet.

Skulle ovenstående give anledning til bemærkninger anbefaler vi, at du kontakter vores Arbejdsmarkedsafdeling.

Skrevet af juridisk konsulent Kristine Maria Kramer.