Hvis din arbejdsgiver ikke er betalingsdygtig, kan det føre til arbejdsgivers konkurs. Denne situation har vi tidligere skrevet en artikel om, som du kan læse her. Nogle gange indledes der imidlertid en rekonstruktion i stedet. Her kan du læse mere om, hvilken betydning det vil have for dig som medarbejder.
Hvad betyder det, at arbejdsgiver er under rekonstruktion?
En virksomhed er insolvent, når det ikke er muligt at betale økonomiske forpligtelser til tiden. Virksomhedens kreditorer, eller selskabet selv, kan i den situation anmode skifteretten om, at virksomheden tages under rekonstruktion. Formålet med en rekonstruktionsbehandling er, at forsøge at undgå virksomhedens konkurs.
Under en rekonstruktion arbejder man på at formindske eller udskyde betalingen af gæld eller at sælge de dele af virksomheden, som stadig er levedygtig. Målet er at gøre virksomheden eller dele af virksomheden betalingsdygtig, så den kan videreføres og undgår konkurs.
Under en rekonstruktion fortsætter den sædvanlige ledelse med at drive selskabet, men dog med bistand fra en rekonstruktør, som er udpeget af skifteretten, til at hjælpe med at stabilisere virksomhedens økonomi.
En rekonstruktion kan resultere i, at virksomheden enten bliver betalingsdygtig og videreføres, at hele eller dele af virksomheden overdrages til en anden virksomhed, eller at virksomheden i sidste ende må begæres konkurs.
Hvad betyder det for mig, at min arbejdsgiver er under rekonstruktion?
En rekonstruktion ændrer ikke i sig selv på dit ansættelsesforhold – du er således stadig ansat i virksomheden. Det betyder at du skal møde på arbejde som sædvanligt, medmindre du får anden besked. Det betyder også, at du stadig har krav på at modtage din løn til sædvanlig tid.
Når arbejdsgiver er taget under rekonstruktion, har rekonstruktøren 14 dage til at tage stilling til, om de enkelte ansættelsesforhold videreføres eller opsiges.
Det er ikke unormalt, at medarbejdere bliver sendt hjem i denne periode, indtil virksomheden har truffet en beslutning om ansættelsesforholdene. Hvis du hjemsendes, skal du være opmærksom på, at du stadig skal stå til rådighed.
Hvad med manglende løn?
En rekonstruktion er ikke ensbetydende med, at lønnen vil udeblive, men det kan dog forekomme. Hvem der skal dække den manglende løn afhænger af, hvad rekonstruktionen resulterer i, samt om du bliver opsagt i forløbet.
Skifteretten vil ikke begære virksomheden konkurs, så længe den stadig er under rekonstruktion, så det er ikke altid muligt at reagere med det samme lønnen udebliver. Lønmodtagernes Garantifond kan dog yde lån til virksomheden til lønbetalinger, så de ansatte kan få hel eller delvis løn under rekonstruktionen.
Hvis du allerede var opsagt inden rekonstruktionen eller bliver opsagt som led i rekonstruktionen, kan Lønmodtagernes Garantifond dække dine krav på manglende løn, øvrige lønandele som pension og personalegoder, tilgodehavende ferie, feriefridage, bonus, løn i opsigelsesperioden og lignende krav, som arbejdsgiver ikke har betalt.
Bliver arbejdsgiver i stedet betalingsdygtig efter rekonstruktionen, og er du ikke blevet opsagt, vil din arbejdsgiver selv være ansvarlig for at betale løn.
Rekonstruktion kan som sagt resultere i en virksomhedsoverdragelse, og i den forbindelse kan dit ansættelsesforhold også blive overdraget til den nye virksomhed, hvis ikke du er blevet opsagt. I så fald vil det som udgangspunkt være den nye virksomhed, som overtager betalingspligten for din eventuelle manglende lønbetaling. Lønmodtagernes Garantifond kan imidlertid hjælpe med at dække eventuelle krav, som måtte være opstået inden virksomheden blev taget under rekonstruktionsbehandling.
Inden du kan anmelde dit tilgodehavende lønkrav, skal det derfor afklares, om du bliver opsagt eller om din ansættelse fortsætter. Dette vil nemlig have betydning for, hvilke lønkrav der skal anmeldes, og også om det er Lønmodtagernes Garantifonden der skal dække det hele, eller om det i stedet helt eller delvist er arbejdsgiver eller en ny virksomhed, der skal betale den manglende løn.
Hvad skal jeg gøre?
Vi anbefaler, at du hurtigst muligt kontakter Arbejdsmarkedsafdelingen i Maskinmestrenes Forening hvis din arbejdsgiver orienterer om en rekonstruktion eller konkurs. Vores jurister kan hjælpe med at sikre, at rekonstruktionen gennemføres korrekt, og at alle dine udestående betalinger anmeldes til de rette instanser.
Endvidere kan vi rådgive dig ud fra din konkrete situation – eksempelvis i forhold til, om det er fordelagtigt at ophæve dit ansættelsesforhold i tilfælde af manglende betaling, hvilke forhold du skal være opmærksom på ved jobsøgning under rekonstruktion, hvordan du bedst håndterer økonomiske udfordringer grundet manglende lønbetaling, om frister for anmeldelse af dine krav, osv.
Skulle ovenstående give anledning til spørgsmål, kan du kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen ved Maskinmestrenes Forening.
Skrevet af juridisk konsulent Kristine Maria Kramer