BARSEL
Barsel
Du har ret til at holde barselsorlov.
Alle lønmodtagere, som skal have barn, har ret til fravær med dagpenge efter barselslovens regler. Forældrene har ret til i alt 52 ugers barsel med dagpenge, og barselsorloven begynder dagen efter fødslen.
Det kan derimod afhænge af funktionærloven, din overenskomst og din ansættelseskontrakt, om du har ret til løn under barsel. Kontakt os, hvis du har brug for rådgivning.
Du behøver ikke afholde hele barselsorloven i forbindelse med fødslen. Den kan udskydes helt op til barnets ottende år.
Alle gravide har ret til fire ugers orlov før fødslen og derefter 14 ugers barselsorlov. Fædre har ret til to ugers fædreorlov, som de skal holde i løbet af de første 14 uger efter fødslen. I disse i alt 20 uger kan forældrene modtage barselsdagpenge. Efter de første 14 ugers barselsorlov har hver af forældrene ret til at holde forældreorlov i op til 32 uger. De har tilsammen ret til dagpenge i 32 uger.
Fædre kan godt starte orloven inden for de første 14 uger efter fødslen. Begge forældre har ret til at forlænge forældreorloven med otte uger. Desuden kan man udskyde dele af orloven til afholdelse senere, dog inden barnet fylder ni år.
Hvis du er på barsel, når hovedferieperioden slutter (30. september), kan du få udbetalt 3 ugers optjent ferie. Er du på barsel, når ferieåret slutter (30. april), skal du have udbetalt al den ferie, du har tilbage. Du kan ikke blive pålagt at afholde ferie, mens du er på barsel. Hvis du er forhindret i at holde din hovedferie på grund af barselsorlov, kan du vælge mellem at:
- holde ferien senere i ferieåret
- overføre ferien til næste ferieår, hvis du kan aftale med din arbejdsgiver at ferien overføres
- få feriepengene udbetalt uden at holde ferien.
Søg om udbetaling af feriepenge på borger.dk.
Genoptager du arbejdet delvist, kan du i særlige tilfælde holde restferie samtidig. Hovedferie kan du derimod udelukkende holde, hvis du udskyder orloven.
Som lønmodtager bør du være forsigtig med at udskyde orloven for at holde ferie. For det første fordi du skal aftale den udskudte orlov med din arbejdsgiver. For det andet fordi du ikke vil være beskyttet på samme måde under sådan en udskudt orlov.
Når du holder barselsorlov og forældreorlov med hel eller delvis løn, optjener du fuld ferieret hos din arbejdsgiver til det kommende ferieår. Hvis du genoptager arbejdet på nedsat tid sådan, at du både arbejder og holder barsel på samme dag, optjener du fuld ferieret til det kommende ferieår. Hvis du derimod arbejder f.eks. 4 dage om ugen og er på barsel 1 dag om ugen, optjener du ikke fuld ferieret den dag, du er på barsel.
Hvis du som arbejdsgiver eller selvstændig skal søge refusion for sygedagpenge, skal du logge ind på NemRefusion her.
Hvis du som arbejdsgiver eller selvstændig skal søge refusion for barselsdagpenge, skal du logge ind på NemRefusion her.