Tal fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har vist en stigning siden 2012 i antallet af danske lønmodtagere, som har været udsat for seksuel chikane på deres arbejdsplads. Maskinmestrenes Forening får fra tid til anden henvendelser fra maskinmestre, som har været udsat for seksuel chikane som led i deres arbejde. Dette er ligeledes et problem, som Regeringen og arbejdsmarkedets parter har kunne konstatere ved kulturen på nogle danske arbejdspladser, og et politisk ønske om at fokusere nærmere herpå, har nu resulteret i en ny trepartsaftale om seksuel chikane på arbejdspladsen.
”Medarbejdere skal ikke udsættes for seksuel chikane på arbejdspladsen. Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om, at det kræver, at der gøres op med den kultur, der findes på nogle arbejdspladser”. Sådan indledes en ny trepartsaftale angående 17 initiativer mod seksuel chikane på danske arbejdspladser, som er indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter den 4. marts 2022.
De 17 initiativer, som parterne er blevet enige om, skal være med til at understøtte danske arbejdspladser i arbejdet med at forebygge og håndtere sager om seksuel chikane, herunder ved at tydeliggøre de regler der gælder, så både arbejdsgivere og lønmodtagere har et større kendskab til deres ansvar og pligter. Endvidere lægger aftalen op til et ønske om at indføre større konsekvenser for de arbejdspladser, som ikke lever op til deres pligt til at forebygge og håndtere seksuel chikane.
De 17 initiativer er inddelt i fem forskellige emnegrupper:
- Behovet for et klart regelgrundlag i sager om seksuel chikane og højere godtgørelser i grove sager
- Øget fokus på seksuel chikane på den enkelte arbejdsplads
- Øget viden om seksuel chikane
- Indsats i forhold til unge, herunder ved indførelse af en bedre retsstilling for elever og lærlinge, som har været udsat for seksuel chikane.
- Et fremadrettet fokus op at modgå chikane
Udover at tydeliggøre arbejdsgivers ansvar til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane, understreger aftalen særligt også, at det ikke kun er arbejdsgiver, der har en pligt til at forebygge og håndtere seksuel chikane, men at arbejdspladsens ansatte ligeledes har en pligt til at bidrage til et trygt arbejdsmiljø uden seksuel chikane.
De initiativer, som kan gennemføres uden lovændring, forventes at træde i kraft med det samme, mens det for andre initiativer er nødvendigt, at der foretages en ændring i lovene på området. Regeringen vil derfor forelægge trepartsaftalen for Folketingets partier.
Trepartsaftalen kan læses her. Der er ligeledes udarbejdet en uddybende beskrivelse af de enkelte initiativer, som kan læses her.
Maskinmestrenes Forening følger Folketingets videre behandling af trepartsaftalen.
Giver ovenstående anledning til spørgsmål, er du som altid meget velkommen til kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen ved Maskinmestrenes Forening.
Skrevet af juridisk konsulent Kristine Maria Kramer