Overenskomstforhandlinger med Danske Rederier for maskinmestre går i gang første uge i februar efter en udsættelse på et år som følge af Corona-krisen.
På et forberedende møde i går aftalte Maskinmestrenes Forening, Metal Maritime og Danske Rederier at indlede forhandlingerne om DIS-hovedoverenskomsterne første uge i februar. Forhandlingerne blev i marts sidste år udsat, da Coronapandemien lukkede alt ned og usikkerheden var stor.
Fra Maskinmestrenes Forening deltog formand Lars Have Hansen, sekretariatschef Kaare Lund Nielsen og chefjurist Søren Nim Larsen i det indledende møde.
Forhandlingerne vil foregå virtuelt grundet de nuværende covid-19 anbefalinger.
Vi vil løbende orientere om forhandlingsforløbet i nyhedsbrev for søfarende, når møderne i februar er kommet i gang.