TIL DIG MED PENSIONSORDNING I PFA
Vi er glade for at fortælle dig, at Maskinmestrenes Forening i samarbejde med PFA har forbedret vores pensionsordning pr. 1. april 2022. Her kan du læse, hvad det konkret betyder for dig – og samtidig blive klogere på dine muligheder for rådgivning i PFA.
Som medlem hos os skal det være attraktivt for dig at have en solid pensionsordning. PFA har derfor sammen med os aftalt nye forbedringer, som giver medlemmerne en bedre pensionsordning.
”Pensionen er rigtig vigtig, og det er derfor væsentligt, at du som medlem altid har en opdateret og attraktiv pensionsordning. Derfor er jeg rigtig glad for, at Maskinmestrenes Forening og PFA i samarbejde har forbedret vores pensionsordning”, siger Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening.
FORBEDRINGER FOR DIG MED PENSIONSORDNING I PFA
Dækning for børn udvides
Ved PFA Kritisk sygdom, PFA Helbredssikring og Børnepension er børn nu dækket frem til de er 24 år mod tidligere 21 år.
PFA Kritisk sygdom er blevet opdateret med nye diagnoser
”Med PFA Kritisk sygdom kan man få en økonomisk håndsrækning, hvis man bliver ramt af en alvorlig sygdom som eksempelvis sklerose, blodpropper eller forskellige former for kræft. PFA har ajourført diagnoserne med den medicinske udvikling, så forsikringen er blevet mere tidssvarende. Har du tilknyttet PFA Kritisk sygdom til børn er den blevet ekstra målrettet de sygdomme, som typisk rammer børn” siger kundechef hos PFA, Jens Johan Nordentoft.
Udvidet dækning på PFA Helbredssikring
Hvis du er omfattet af en PFA Helbredssikring, er det nu muligt at komme til fysioterapeut uden lægehenvisning. Ligeledes er forsikringen blevet udvidet, så den fremadrettet også dækker kroniske lidelser i bevægeapparatet med op til 12 behandlinger årligt. Udover egne børn er eventuelle plejebørn og samlevers børn med anden bopælsadresse nu også omfattet af PFA Helbredssikring.
Hvis du ikke har en PFA Helbredssikring, kan du tilmelde dig her. Du har også mulighed for at tilmelde din partner.
Læs mere om PFA Helbredssikring på pfa.dk/mmf
PFA Erhvervsevne med automatik tilpasning*
Dækningen ved PFA Erhvervsevne vil fremover automatisk blive tilpasset dit lønniveau, så den følger PFA’s anbefalinger. Det sker bl.a. for at optimere samspillet mellem dit dækningsbehov, forsikringsprisen og adgangen til offentlige ydelser.
Dækningen på din forsikring har hidtil været en fast procentdel af din løn, som du selv har haft ansvaret for at tilpasse til dine behov, og derfor er formålet med ændringen at sikre, at vores medlemmer med en PFA Erhvervsevne er rigtigt dækket, så du kun betaler for den dækning, du har brug for.
Du har mulighed for at fravælge den automatiske tilpasning af PFA Erhvervsevne. Kontakt PFA på 7012 5000 hvis du vil høre mere om denne mulighed, og hvad det vil betyde for dig.
OBS: Hvis tilpasningen betyder, at din nuværende dækning vil blive sat ned, fortsætter du med din nuværende dækning på PFA Erhvervsevne uden automatisk tilpasning. Du skal i dette tilfælde kontakte PFA inden den 1. oktober 2022, hvis du ønsker at få tilknyttet automatisk tilpasning til din PFA Erhvervsevne. Hvis du vælger at tilknytte automatisk tilpasning på et senere tidspunkt skal du kunne aflevere tilfredsstillende helbredsoplysninger.
*Hvis din erhvervsevne allerede er nedsat, eller hvis du tidligere som følge af dine individuelle forhold har været helt eller delvist afholdt fra at få eller forhøje din forsikring i samme omfang som andre medlemmer med en pensionsordning i PFA, fortsætter du med din nuværende dækning på PFA Erhvervsevne uden automatisk tilpasning.
Investér en del af din pensionsopsparing i den grønne omstilling
Udover at passe på os selv, skal vi også passe på den verden, vi lever i. Her kan du gøre en forskel med din pension, for du kan sætte den til at arbejde ekstra hårdt for klimaet og spare rigtig meget på din personlige CO2-konto.
”Med PFA Klima Plus kan du gøre din pension endnu mere klimavenlig, og placere din opsparing i ekstra klimavenlige investeringer. Målet er blandt andet at investeringerne allerede i 2030 vil tage mere CO2 ud af atmosfæren, end de udleder. Du kan læse mere om PFA Klima Plus på pfa.dk/klimaplus eller ringe til PFA”, fortæller Jens Johan Nordentoft fra PFA.
Få mere information på webinar
Du kan høre mere om forbedringerne og dine muligheder i PFA på et webinar – hvor vores formand Lars Have Hansen byder velkommen.
Webinaret afholdes den 18. maj 2022 kl. 8.00 til 8.45.
Hvis du ikke har mulighed for at deltage i webinaret, bliver det optaget, og du kan dermed se det på et senere tidspunkt.
Personlig rådgivning
Som medlem i MF har du altid mulighed for at bestille en rådgivning, så du får overblik over din ordning – og du ved, den passer netop til dig. Du kan vælge mellem et fysisk møde i PFA eller webrådgivning, hvor du blot skal bruge en computer eller tablet for at logge på en online rådgivning med din rådgiver.
“Rådgivning er vigtigt, og derfor skal det være så enkelt som muligt. Hvis du har det bedst med at sidde ansigt til ansigt med din rådgiver, så gør vi det, og hvis du hellere vil sidde hjemme i sofaen, f.eks. med din partner, så er det også en mulighed. Det vigtigste er bare, at du får talt din ordning og dine behov igennem med en rådgiver. Vi er her for at hjælpe dig”, fortæller kundechef i PFA Jens Johan Nordentoft.
Mit PFA hjælper dig godt på vej
I følgeskab med den personlige rådgivning giver mitpfa.dk dig også gode råd til, hvordan du optimerer din ordning ud fra, hvad PFA ved om dig. Derfor er det også en god idé at klikke ind på siden engang i mellem og se, om der ligger gode råd og venter på dig. Og husk, jo mere opdaterede dine oplysninger er, des bedre kan PFA hjælpe dig.
PFA Fokus – få det hele med helt automatisk
På Mit PFA kan du også give samtykke til, at PFA må kontakte dig, når der er noget, som er relevant netop for dig. Det er f.eks. alle de fordele, der følger med din ordning, hvor du bl.a. får tilbud om webinarer og kurser, men også har fortrinsret til at leje en af PFA mange boliger. Du kan se alle dine fordele på Mit PFA.
Besøg vores pensionssite
I Maskinmestrenes Forening har vi vores eget pensionssite, hvor du altid kan læse mere og holde dig opdateret om din pensionsordning i PFA. Se mere her: www.pfa.dk/mmf
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte PFA på 7012 5000. Du kan booke en rådgivningssamtale på 3917 6019.