Er du opmærksom på, at du kan afholde din barsel eller restbarsel på deltid ved siden af, at du arbejder? Således har du eksempelvis mulighed for at afholde barsel hver fredag og arbejde ugens resterende dage, eller at afkorte arbejdsdagen med en times barsel hver dag eller noget helt tredje. I dette nyhedsbrev gives et overblik over, hvad du i sådan et tilfælde skal være opmærksom på, herunder hvornår og hvordan du kan indgå en sådan aftale med arbejdsgiver.
Barselsloven giver mulighed for, at du kan aftale med din arbejdsgiver, at du i en periode arbejder på nedsat tid og afholder orlov i de resterende timer. Herved får du almindelig løn for de præsterede timer og barselsdagpenge for de timer, hvor du afholder barsel. Således er det eksempelvis muligt blot at afholde barsel én dag ugentligt og arbejde de resterende dage, eller at aftale en ordning, hvor du afholder én times barsel hver dag, så du kan møde eller gå tidligere fra arbejdet end normalt.
En sådan ordning kaldes oftest ”delvis genoptagelse af arbejde under orlov”, selvom der lige så vel kan være tilfælde, hvor det er restbarslen, som ønskes delvist genoptaget under arbejdet. Forholdet reguleres af Barselslovens § 12, og kræver, at arbejdsgiver indgår i en aftale derom.
Få aftalen på skrift
Forudsætningen for en ordning efter § 12 er, at der er indgået en konkret aftale mellem dig og arbejdsgiver om mindst én times orlov ugentligt. Muligheden for deltidsorlov er således ikke en ret du har, men en ordning du kan indgå i, hvis arbejdsgiver går med til det. Derfor skal aftalen indgås skriftligt med arbejdsgiver, hvor I nærmere præciserer dine arbejds- og orlovsdage, inklusive antal timer, samt hvornår ordningen ophører.
Barselslovens § 12 medfører, at din dagpengeret ugentligt reduceres med det antal timer, som du arbejder den pågældende uge. Derfor er det meget vigtigt, at I i aftalen præciserer, at de resterende timers orlov, som du ikke benytter i perioden, fortsat udskydes, så du ikke mister adgangen til dem.
Undgå overarbejde i perioden
Som følge af, at din dagpengeret ugentligt reduceres med de timer, som du arbejder i den pågældende uge, kan du som udgangspunkt kun modtage dagpenge for differencen mellem din almindelige timenorm, og de reelt arbejdede timer. Dette betyder dermed også, at der ikke er mulighed for at opspare timer på en eventuel flexkonto eller have overarbejdstimer i en uge, hvor du har delvis orlov, idet samtlige dine arbejdstimer indgår i reduceringen.
Har du således overarbejde i perioden, risikerer du, at du blot reduceres yderligere i de antal timer med barselsdagpenge, du oprindeligt havde planlagt den pågældende uge. Arbejdsgiver indberetter nemlig det reelle timeantal du har arbejdet, og du kun kan modtage dagpenge for det antal timer, der er op til din sædvanlige timenorm. Overstiger overarbejdet dermed hele din timenorm, modtager du ingen barselsdagpenge den pågældende uge.
Ferie, sygdom og helligdage i perioden
Hvis du bliver syg eller ønsker at afholde ferie i den periode, hvor du har delvis orlov, bør du så vidt muligt forsøge at opretholde dine timers barsel, således du eksempelvis kun planlægger ferie i de timer, du havde planlagt til arbejde. Dette skyldes, at din delvise orlov ellers brydes, hvilket kan medføre større administrative omkostninger for din arbejdsgiver.
Udgangspunktet for helligdage er, at hvis de falder sammen med den dag, du har planlagt orlov, så ”trumfer” orloven, medmindre I har indgået særlig aftale om at bryde orloven den dag. Falder en helligdag dog på en almindelig arbejdsdag, har du naturligvis ret til fraværet med fuld løn, såfremt du er funktionæransat eller i øvrigt har aftalt fravær med løn på helligdage.
For en god ordens skyld, kan I med fordel vende sådanne ændringer med Maskinmestrenes Forening og Udbetaling Danmark.
Vend aftalen med din bopælskommune
Afslutningsvist anbefaler vi foruden indsendelse af aftalen til os, at aftalen vendes med den pågældendes bopælskommune. På den måde sikrer I forholdende vedrørende aftalen og de dertilhørende dagpenge.
Skulle ovenstående give anledning til bemærkninger eller spørgsmål anbefaler vi, at du kontakter Arbejdsmarkedsafdelingen ved Maskinmestrenes Forening, for en nærmere dialog og rådgivning i forhold til din konkrete situation.
Skrevet af juridisk konsulent Viktoria Engelbreth Allerslev Kristensen.
No related posts found