#36 En bred vifte af teknik og ledelse

#36 En bred vifte af teknik og ledelse

Maskinmestrenes Forenings podcast, Maskinrummet, er denne gang på besøg på Nature Energys anlæg på Nordfyn, hvor vi taler med Plant Manager Thor Lai Andersen og Operational Technical Support Berit Gravgaard om deres opgaver som henholdsvis driftsleder og en del af Nature Energys operationelle tekniske supportgruppe. 

I alt er der 16 medarbejdere på anlægget, inklusive chauffører og driftspersonale, så den daglige ledelse af dem, samt planlægning af vedligehold og optimering af drift er det, der fylder Thor Lai Andersens hverdag.

»En moderne maskine er jo ikke kun komponenter, computere og motorer, det er også de mennesker, der skal være med til at drive den, og de er en lige så vigtig del af processen som elmotoren eller ventilerne eller rørene. For uden dem kører maskinen ikke,« siger han.

I sin position som ’tilkaldetekniker’ møder Berit Gravgaard både mennesker og maskiner i stor stil, og de faglige udfordringer spænder lige så bredt som de folk, der er tilknyttet anlæggene rundt om i landet.

 

»Jeg er så heldig at være landet i en gruppe, hvor man får alle mulige former for opgaver, og i firmaet er der en rigtig stor tiltro til, at vi kan løfte de opgaver. Og hvis man løber panden mod muren en gang i mellem, så er der simpelthen så mange gode kolleger at trække på,« siger hun.

#30 Værdien i det gode match

#30 Værdien i det gode match

Maskinmestrenes Forening er klar med en opdateret version af mentorordningen, hvor især yngre og nyuddannede maskinmestre bliver tilbudt sparring ved at blive parret med en mere erfaren fagfælle, der kan dele sin viden om og indsigt i det at være på arbejdsmarkedet.

Præcis det har adm. direktør, E.ON Drive Infrastructure Denmark, Anders Krag, og Daniel Brinch, der er Facility Operations Manager i en dansk biotekvirksomhed, kastet sig ud i. I denne udgave af Maskinrummet fortæller de to om, hvordan Anders som mentor har fortalt om blandt andet sine erfaringer som leder, og hvad efteruddannelse betyder i den forbindelse.

Som dual officer har Anders Krag suppleret sin tekniske uddannelse med en MMT fra DTU, hvilket har givet ham nogle vigtige værktøjer til at tage de skridt op ad karrierestigen, han har sigtet efter siden dimissionen fra SIMAC.

Hør ham berette mere om både sin karrierevej, og hvordan det gode match mellem ham og Daniel Brinch har givet dem begge nye indsigter i deres eget arbejde, og hvorfor de på den baggrund ikke tøver med at anbefale mentorordningen til alle maskinmestre.

#28 Kultur giver plads til målsætninger og udvikling

#28 Kultur giver plads til målsætninger og udvikling

I denne udgave af Maskinrummet kan du møde to af biogasvirksomheden Nature Energys omkring 80 maskinmestre i skikkelse af Joachim Ellebæk Frederiksen og Andreas Nymark Kjærgaard, der begge er placeret på hovedkontoret i det sydlige Odense.

Joachim Ellebæk Frederiksen har titel af BD Technical Support, hvor BD dækker over business development, hvilket er en væsentlig detalje, påpeger han, idet han arbejder tæt sammen med Nature Energys markedsudviklere, som kommer med de specifikationer, han og kollegerne så kan bestykke et anlæg ud fra.

Den godkendte bestykning sender han videre til Andreas Nymark Kjærgaard, der som teknisk projektleder sidder med i et team med ansvar for at levere den totale tekniske pakke på både mindre projekter og hele anlæg, således at disse kan blive bygget og efterfølgende driftet.

Selvom hverdagen primært foregår ved et skrivebord, så har både Joachim Ellebæk Frederiksen og Andreas Nymark Kjærgaard stor glæde af den brede tekniske base fra studietiden i henholdsvis Esbjerg og Svendborg.

»Vi kan ikke kende det hele, men vi kan snakke med, og vi forstår godt, hvad vores mekaniske ingeniører siger, eller vores underleverandører siger, og har mulighed for at stille de kritiske spørgsmål, så vi får det rigtige til det enkelte anlæg,« siger Andreas Nymark Kjærgaard.

 

»Der er store muligheder for at udvikle sig her, det er kun et spørgsmål om at sætte sig et mål og så gå benhårdt efter det, og så bliver der også givet plads til at have de målsætninger,« siger han videre.

#26 Stort engagement i maskinmestrenes by

#26 Stort engagement i maskinmestrenes by

Med omkring 2.500 indbyggere i det lille samfund godt 10 kilometer nord for Aalborg er Vadum måske ikke ligefrem en international metropol, til gengæld kan byen med nogen ret kalde sig lidt af et centrum for maskinmestre i Danmark.

Omkring én procent af indbyggerne i landsbyen kan således skrive maskinmester på visitkortet, og det gælder også Gert Klitgaard Jacobsen, Jens Taggart Pelle og Nicolai Poul Nielsen – eller næsten i hvert fald, da sidstnævnte stadig mangler et par måneder af uddannelsen på Martec.

Maskinrummet har mødt de tre erfarne herrer til en snak om ikke mindst det engagement i Maskinmestrenes Forening, de lægger for dagen som henholdsvis bestyrelsesmedlem, kredsformand og kasserer i lokalafdelingen.

Gert Klitgaard Jacobsen taler om den energi, det giver at kunne ’være med til at flytte noget’ i bestyrelsen og nævner også, hvordan maskinmestrene ’har teknikken som fælles udgangspunkt’ og altid kan tage en dialog på den baggrund, eksempelvis også på Ajour-messen i Odense.

For Jens Taggart Pelle er engagementet et godt billede på det unikke Foreningsdanmark i aktion, hvor folk samles ud fra interesser uden økonomi for øje. I den forbindelse peger Nicolai Poul Nielsen på glæden ved at kunne hjælpe andre som noget, der også giver glæde den anden vej.

#27 Ung topchef har udbygget lederfundamentet

#27 Ung topchef har udbygget lederfundamentet

1. maj 2022 tiltrådte maskinmester Johan Ungermann Poulsen som administrerende direktør for elvirksomheden Mariendal efter at være startet som salgschef i august 2019. I en alder af knap 40 år har han således det øverste ansvar for både knap 300 medarbejdere og projekter til op mod 50 millioner kroner.

Siden han blev færdig på Martec, har han haft stor glæde af at kunne trække på det tekniske grundlæg fra uddannelsen, som han peger på ’giver en helt klar forståelse for, hvad det er for nogle forretningsområder og mekanismer, der sker i sådan en virksomhed her’, som han siger.

Maskinmestrenes fundament er således i orden, mener Johan Ungermann Poulsen, om end han godt kunne ønske sig, at de studerende fik lidt mere i den ledelsesmæssige rygsæk. Af samme årsag slår han også fast, at en efter-/videreuddannelse inden for ledelse i hans optik er en nødvendighed, hvis man vil ind på direktionsgangen.

For at løfte sit ledelsesarbejde yderlige tog Johan Ungermann Poulsen i 2018-19 en XBA, som er en étårig udgave af en MBA, fra Business Institute Denmark. Her lå fokus blandt andet på de psykologiske faktorer og det at arbejde med både sin egen og andres personprofiler.

»Når vi snakker ledelse, så bruger vi rigtig meget tid på at gennemtænke nogle tiltag og nogle forandringer, vi bruger også lang tid på at diskutere, hvordan de skal se ud, men når vi så skal til at udrulle dem i dagligdagen, så er vi jo allerede mættet af, at vi selv ved så meget om den her forandring, at vi glemmer at få denne her eksekveringsevne ud at leve,« forklarer han.

#25 Ny leder? Kom godt fra start med Steen Broen Møller

#25 Ny leder? Kom godt fra start med Steen Broen Møller

Med mere end 20 års erfaring fra en lang række organisationer og sit arbejde i Slædepatruljen Sirius ved Steen Broen Møller alt det, som du gerne vil vide, når du er ny som leder. Han hjælper hver dag ledere, ledelsesteams og organisationer med at skabe teams, der trives og performer optimalt. Han har set det gode, det dårlige og det svære lederskab, og nu deler han sin viden med dig.

I denne udgave af Maskinrummet giver Steen gode råd til nogle af de udfordringer, som du kan møde, når du er ny som leder. Hvordan kommer du godt fra start i din nye rolle, hvis du tidligere har været en del af det team, du nu skal lede? Hvad gør du, hvis der er dårlige ledere i dit ledelsesteam? Og hvad er det bedste du kan gøre for dig selv som ny leder? 

 

Vi bliver klogere med Steen Broen Møller, foredragsholder og ledelseskonsulent, SiriusUnity. 

#21 Topchefen ville tilbage til teknikken

#21 Topchefen ville tilbage til teknikken

Virksomheden EnergySolution, der i dag tæller rundt regnet 30 medarbejdere, blev grundlagt i 2012 af maskinmester Martin Raaby Skou, og hjælper sine kunder i retning af en mere klima- og miljøvenlig profil gennem energieffektiviseringer, optimering af ressourcer, tiltag omkring cirkulær produktion, kortlægning af CO2 og meget andet.

I juni 2022, lige oven i EnergySolutions 10-års jubilæum, valgte han imidlertid at træde et skridt til siden, forlade direktørposten og fortsætte som chefrådgiver og medlem af bestyrelsen. Ikke just noget traditionelt skridt at tage som ejerleder i en virksomhed i vækst, men ikke desto mindre det rigtige for ham, fortæller Martin Raaby Skou i denne udgave af Maskinrummet.

»Når man har et par ansatte, så kommer man jo selv ud og har fingeren på pulsen, men lige så snart man får +10, så ender man med at være administrativ. Så det har jeg været i en del år, selvom jeg også talte med kunder, men det var aldrig med hænderne nede i materien,« siger han blandt andet.

Mens virksomheden voksede, tog Martin Raaby Skou en bestyrelsesuddannelse på Aarhus Universitet, og hørte i den forbindelse om ’det ene skrækscenarie efter det andet’, som han kalder det, om ejerledere, der hyrer direktører ind udefra, og besluttede sig derfor hurtigt for, at det ikke skulle ske for ham.

»Jeg skulle ikke være en af dem, der får ansat en marionetdukke, og så selv sidder og trækker i trådene bagved. Jeg ville bare gerne tilbage til at være rådgiver her på kontoret,« fortæller han også.

#22 Start med det væsentlige i bæredygtigheden

#22 Start med det væsentlige i bæredygtigheden

Hvordan kommer man som smv i gang med den bæredygtige omstilling? Hvad skal man prioritere? Og hvornår? De store spørgsmål taler den udgave af Maskinrummet om med Erik Thomas Johnson, der er Director for Sustainability Advisory & Assurance Services i PwC, og maskinmester Martin Raaby Skou, der er stifter og chefrådgiver i EnergySolution.

Elementer som CSRD, EU’s taksonomi, GHG-kortlægninger og meget andet er noget, både små og større virksomheder skal til at rapportere på inden for ganske få år – nogle allerede fra 2024 – så tiden er inde til at tage fat, hvis man ikke allerede har gjort det, understreger Martin Raaby Skou.

»For maskinmestrene handler det om finansiering af projekter. Det er nemlig ikke længere kun kroner og øre, de skal snakke med deres CFO om, det er også, hvordan eksempelvis en produktionsforbedring kan hjælpe virksomheden med at blive mere bæredygtig,« siger han.

Vejen til det går både via de store, strategiske beslutninger, og ved at skrue på de små knapper og tænke lean ind i dagligdagen for at hente små forbedringer på drift og vedligehold. Og når virksomhederne får kortlagt deres udledninger, ved de også, hvor de kan sætte ind først, pointerer Erik Thomas Johnson.

»Det kan føre til alle mulige uventede gevinster; innovation i produkter og produktionsprocessen, minimering af spild, udskiftning af materialer til billigere, lettere eller stærkere varianter, grønnere transport og så videre. Det har vi set i virksomheder af alle størrelser,« siger han.

#18 Data og nye brændsler skal forbedre shippingbranchen

#18 Data og nye brændsler skal forbedre shippingbranchen

I denne udsendelse taler Maskinrummet med Michele Francioni, der er SVP for Cost Optimization & Process Improvement i MSC Cruises, hvis nye flagskib, MSC Euribia, i starten af juni blev officielt navngivet i Københavns havn.

Som marinearkitekt med en master i marine engineering er han – nok ikke overraskende – svært begejstret for det massive fartøj og de mange energi-, klima- og miljøfokuserede løsninger ombord, der alle sammen skal pege den meget energiintensive krydstogtindustri en mere bæredygtig retning fremadrettet.

Det gælder ikke mindst brændstoffet i tanken, der på jomfruturen fra værftet i Frankrig til København bestod af 400 ton bio-LNG produceret på husdyrgødning, hvilket i princippet gjorde turen netto CO2-neutral, når man medregner emissionsreduktionerne i kædens første led.

Den biogene version af LNG er dog endnu ikke tilgængelig i stor skala, så fremadrettet skal Euribia sejle på fossil LNG, der sparer omgivelserne for store mængder NOx (85 procent mindre), SOx (reelt elimineret) og CO2e (omkring 20 procent mindre). Den gør man i øvrigt alt, hvad man kan for at bruge mindst mulig af.

»Det har krævet yderligere initiativer omkring drifts- og energieffektivitet, hvor vi er et hold på syv personer, der har arbejdet sammen med kaptajnen, maskinchefen og besætningen for at optimere hver eneste detalje omkring energien, og det har været fantastisk,« siger Michele Francioni.

Obs: Udsendelsen er på engelsk.

#17 Fremtidens maritime brændsler er på vej

#17 Fremtidens maritime brændsler er på vej

Rederiet MSC Cruises nye flagskib, det 331 meter lange MSC Euribia, er konstrueret til at være det mest energieffektive krydstogtskib i verden ved søsætningen i juni i år, med hovedmotorer drevet af LNG (flydende naturgas, som pt. er det reneste skibsbrændstof tilgængeligt i stor skala) og dertil en række teknologier og løsninger, der skal minimere påvirkningen af luft- og vandmiljø.

Motorerne er bygget af finske Wärtsilä, så for at høre mere om dem – og overvejelserne rundt om – har Maskinrummet talt med Maikel Arts, der er General Manager Technical Sales for cruisesegmentet i virksomheden, ombord på Euribia på hendes jomfrutur fra værftet Chantiers de l’Atlantique i det vestlige Frankrig til København.

»Bæredygtighed er en af hjørnestenene i konstruktionen af det her fartøj, lige fra design til selve bygningen, og det er MSC’s hidtil mest bæredygtige med de laveste udledninger pr. passager. Wärtsilä har bidraget ved at levere vores dual fuel-motorer, der kan køre på to slags brændstoffer: LNG og diesel som backup,« forklarer han.

Lyt med for at høre mere om de fire motorer ombord på MSC Euribia, tankerne om fremtidens maritime brændsler og dekarboniseringen af shippingsektoren.

Obs: Udsendelsen er på engelsk.