#05 Novo Nordisks grønne omstilling sker ikke uden maskinmestre (Del 2)

#05 Novo Nordisks grønne omstilling sker ikke uden maskinmestre (Del 2)

Novo Nordisk søsat en ambitiøs klimastrategi, der under overskriften ’Circular for Zero’ skal reducere den enorme pharmavirksomheds miljømæssige fodaftryk til nettonul i 2045, med en række ambitiøse delmål allerede i 2030.

Det har Maskinrummet tidligere talt med inkubatorteamleder Steffen Beck-Pedersen om, og i denne udsendelse fortsætter vi dialogen med maskinmestrene Jonas Borch Jørgensen og Daniel Friedberg samt Henrik Vidstrup, der er civilingeniør.

De har alle tre roller omkring drift og projektledelse på Novo Nordisks site omkring hovedkvarteret i Bagsværd, og i udsendelsen fortæller de om, hvad det vil sige at have den grønne omstilling inde på (arbejds)livet i dagligdagen, og hvad det betyder egentlig i en bredere kontekst.

»I driften prøver vi jo at hjælpe så meget, vi kan, ved at kortlægge produktionen og mulighederne for omlægning ved at fortælle, hvordan tingene fungerer aktuelt, og hvor man kan centralisere noget med en grøn forsyningskilde,« siger Jonas Borch Jørgensen blandt andet.

#08 En snak om automation ledte Mads ind i pharmaindustrien

#08 En snak om automation ledte Mads ind i pharmaindustrien

33-årige Mads Rohmann Jensen er endnu et bevis på, at en uddannelse til maskinmester kan føre i mange forskellige retninger. Siden han blev færdig fra Aarhus Maskinmesterskole i 2016, har han således gjort karriere i det rådgivende ingeniørfirma AFRY, hvor han i dag er sektionschef inden for pharma og life science i København.

AFRY rådgiver på en bred vifte af områder inden for energi-, infrastruktur- og industrisektoren, men var for Mads en ret ukendt størrelse indtil han mødte en repræsentant for virksomheden på en jobmesse på Navitas et par måneder inden han var færdig med studierne.

I udsendelsen fortæller Mads blandt andet om sin vej ind i AFRY, mødet med en fantastisk chef i Kalundborg, og arbejdet med selv at starte en dedikeret pharmaprocesafdeling op. Det omfattede ikke mindst den spændende opgave med at sætte sig eget hold, naturligvis med adskillige maskinmestre.

#07 Vedligehold kræver maskinmesterens kompetencer

#07 Vedligehold kræver maskinmesterens kompetencer

Den Danske Vedligeholdsforenings (DDV) fik i april 2022 ny formand i skikkelse af maskinmester Jesper Pedersen, der over de kommende seks år derfor skal stå i spidsen for arbejdet med DDV som ’Danmarks primære omdrejningspunkt til optimering af drift gennem vedligehold’, som foreningens vision lyder.

Jesper blev uddannet maskinmester fra Aarhus Maskinmesterskole i 2009 og sidder i dag som Principal Engineer i energivirksomheden Vattenfall. I 2013 tog han desuden en diplomuddannelse i vedligehold på Via University College i Fredericia for at løfte sit professionelle vidensniveau på området.

I denne udgave af Maskinrummet fortæller Jesper om sin karriere inden for vedvarende energi, vejen til formandsposten i DDV og deler ikke mindst sit syn på vedligehold som værdiskaber på flere fronter, herunder både teknik, økonomi og det grønne regnskab.

#04 Novo Nordisks grønne omstilling sker ikke uden maskinmestre (Del 1)

#04 Novo Nordisks grønne omstilling sker ikke uden maskinmestre (Del 1)

I denne udsendelse har Maskinrummet været på besøg hos Novo Nordisk i Bagsværd for at møde maskinmester Steffen Beck-Pedersen, der er leder for et team i en såkaldt inkubator, som har til opgave at tænke ud af boksen og komme med input til koncernens grønne omstilling.

Undervejs kommer Steffen ind på, hvordan innovation og nytænkning er en del af dagligdagen i arbejdet med at identificere initiativer indenfor Novos miljøstrategi og modne dem til at gøre en forskel i jagten på et mindre miljøaftryk.

»Der er maskinmestre indblandet i hele den rejse, og også når vi skal til at drifte tingene. Så efter mere end 10 år her i forretningen kan jeg i hvert fald roligt sige, at her er nok at lave som maskinmester,« siger Steffen Beck-Pedersen blandt andet i udsendelsen.

#06 Ingen grøn energi uden maskinmestre

#06 Ingen grøn energi uden maskinmestre

»Jeg tror faktisk ikke, at vi i energisektoren bruger maskinmestre nok i forhold til de kompetencer, de har. Vi mangler rigtig mange, der kan være med til løse opgaverne på ledelsesniveau og på et højt vidensniveau, og der ser jeg gode muligheder for et endnu bedre samarbejde mellem maskinmestre og den grønne energisektor.«

Sådan siger adm. direktør for Green Power Denmark, Kristian Jensen, i denne udgave af Maskinrummet, hvor han i samtale med formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen, kommer bredt rundt om den grønne omstilling af energiproduktionen i Danmark og fagfolkenes rolle i den forbindelse.

Omstillingen kræver både energieffektiviseringer, optimeringer og besparelser, samt markante udbygninger af både energianlæg og distributionsledet i form af ledningsnettet. Alt sammen noget, der kalder på massive investeringer og de rigtige kompetencer.