Hvad søger du?

Maskinmestre er afgørende for Danmarks grønne omstilling

Der skal endnu mere fart på den grønne omstilling, og i den proces er maskinmestre helt essentielle med deres mangfoldige kompetencer, fastslår uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen ved åbningen af maskinmestrenes erhvervskonference Ajour 2021.

Maskinmestrene er afgørende for Danmarks grønne omstilling.

Det fastslog uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen ved torsdagens åbning af Maskinmestrenes Forenings erhvervskonference, Ajour 2021, i Odense Congress Center.

I en videohilsen til konferencedeltagerne understregede Jesper Petersen, at maskinmestre er helt uundværlige i implementeringen og udbygningen af grøn teknologi, som vindmøller, Power-to-X og energiøer.

»Vi er i Danmark i gang med en helt nødvendig og gennemgribende grøn omstilling. Vi er førende på vindenergi og har været det i mange år. Vi arbejder med energieffektivitet, vi vil bygge verdens første energiøer, og vi vil lagre CO2 og arbejde med Power-to-X. Der sker en hel masse inden for den grønne omstilling, og vi har et meget stort behov for grønne kompetencer i vores samfund, og jeg regner absolut maskinmestre for at være en af de vigtige faggrupper i denne sammenhæng,« sagde ministeren i sin åbningstale.

Maskinmestre bygger bro
Betydningen af den grønne omstilling kan, ifølge ministeren, ikke overvurderes, og forventningerne til den fremtidige grønne omstilling er tårnhøje hos regeringen. Målsætningen om at nedbringe CO2-udslippet med 70 procent før 2030 skal indfries, og selv om processen er godt i gang, er der stadig lang vej. For at indfri målsætningen er det, ifølge ministeren, nødvendigt at implementere og udnytte den nyeste teknologi i hverdagen ude i virksomhederne, så ressourcerne udnyttes optimalt, og her er maskinmestrenes kompetencer afgørende.

»Politik og snak om procenter er en ting, men der er også hele den praktiske udførsel af den grønne omstilling hos virksomheder og i vores industri. Her skal den nyeste teknologi implementeres, så ressourcerne udnyttes bedst muligt, og her er maskinmestre som faggruppe virkelig dygtige,« sagde Jesper Petersen.

Ministeren tilføjede, at maskinmestrene bygger bro mellem idéer, en praktisk hverdag og det at få udnyttet de teknologiske løsninger rigtigt.

»Maskinmestrenes kompetencer er vigtige, for at det kan lade sig gøre at nedbringe energibelastningen, vælge de rigtige materialer og så videre og dermed opnå succes med den grønne omstilling,« sagde Jesper Petersen.

Den tekniske schweitzerkniv
Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening, glædede sig over ministerens ord og tilføjede, at de mange aktiviteter mod en mere bæredygtig omstilling kalder på brede kompetencer og teknisk indsigt.

»Det er interessant, at der både er fokus på de vedvarende energikilder, som sol og vind, men også hvor godt energien udnyttes. Der er stadig et kæmpe potentiale i energibesparelser og samtænkning af energisystemer,« sagde Lars Have Hansen.

Formanden understregede, at Maskinmestrenes Forening ikke er ”forlovet med bestemte teknologier.”

»Vi er fokuseret på, at maskinmestrene også i fremtiden vil være den tekniske schweitzerkniv, som bidrager til at sikre en optimal omstilling til en bæredygtig fremtid,« sagde Lars Have Hansen ved åbningen af erhvervskonferencen, som i år har Konstruktørforeningen som medarrangør.

Andre relaterede nyheder

Ytringer i dit ansættelsesforhold – er du klar på konsekvenserne?

Ytringsfriheden er som grundlovssikret rettighed også gældende i den enkeltes ansættelsesforhold. Med friheden følger dog et...

Læs mere

Weekender og fridage skal stadig tælles med i de 120 sygedage

Østre Landsret har ved en dom i 2020 taget stilling til, hvordan sygedage efter 120-dages reglen...

Læs mere

Vores pensionsordning i PFA er blevet forbedret pr. 1. april 2022

TIL DIG MED PENSIONSORDNING I PFA Vi er glade for at fortælle dig, at Maskinmestrenes Forening...

Læs mere

Visionerne for fremtiden i centrum for Energikonferencen 2025

PP-præsentationer fra dagen – Hent fil Mandag 28. april løber den tolvte udgave af landets vigtigste,...

Læs mere