60 lande deltager i disse dage i International Energy Agency´s (IEA) Global Conference on Energy Efficiency, som denne gang finder sted i Sønderborg. Konferencen er den syvende af sin slags og med mere end 20 energiministre og dansk erhvervsliv samlet, er der fokus på og debat om energieffektivisering.
Hvad vil det eksempelvis koste, hvis man ikke møder de globale krav til reduktion af CO2-emissionen? Det var på dagens konference ét af IEA´s fokuspunkter, og konklusionen var klar – det bliver dyrt!
Derfor skal fokus rettes mod optimering af den intelligente energieffektivisering og samarbejdet mellem sektorer på tværs af brancher.
Maskinmestrenes vigtige rolle
Målene kan opnås gennem gennemgribende energieffektivisering indenfor den enkelte branche, men også indbyrdes mellem sektorer – den såkaldte sektorkobling. Eksempelvis anvendelse af overskudsvarme fra industrien til varme i andre sektorer herunder til fjernvarme. Bare i EU kan der i 2030 spares 32 procent af den anvendte energi på energieffektivisering indenfor industri og byggeri – og blandt andet her har maskinmestre en vigtig rolle:
”På dagens konference stod det endnu en gang klart, at der skal en gennemgribende energieffektivisering til for at opnå de ambitiøse, globale mål, der er sat for CO2-reduktion. Maskinmestre har en vigtig rolle i denne proces – på tværs af brancher og sektorer bidrager maskinmestre hver dag til den grønne omstilling eksempelvis inden for anvendelse af overskudsvarme og energieffektiviseringer i procesindustrien, som har været temaer på dagsordenen i dag”, siger formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen.
Arbejdet er i gang
På konferencen viste IEA også verdens politikere, at der allerede findes værktøjer fra hæderkronede danske virksomheder, som kan føre effektiviseringen hurtigere og billigere i mål, eksempelvis supplementer til de massive planer for udbygning med offshore vind, sol, brint samt carbon capture.
Dette redegjorde IEA’s formand, Dr. Brian Motherway for, da han bød velkommen. Han kunne blandt andet fortælle, at hvis man virkelig skubber på globalt, vil der allerede i 2030 kunne spares energi svarende til Kinas totale energiforbrug. Det er ganske vist svært, fordi energieffektivisering er så teknologisk krævende og ikke så synlig for finansieringsinstitutioner – som eksempelvis projektering af en ny havmøllepark er – men det er praktisk muligt allerede med den nuværende teknologi, som dog skal spredes meget mere ud til resten af verdenen.
”Det understreger vigtigheden af at holde fokus på energieffektivisering”, slutter formand Lars Have Hansen.
No related posts found