Fælles meddelelse fra Metal Maritime, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening
Rederierne må stramme op og tage de værktøjer i brug, der for længst er gjort klar. Krænkelser af enhver art, herunder også dem med seksuelle under- og overtoner, hører ingen steder hjemme. Heller ikke til søs.
Én sag er én for meget. Mobning og chikane, som sexkrænkelser er, bringer intet godt med sig, og det skal stoppes. Den erkendelse er ikke ny, og derfor har Metal Maritime, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening aktivt deltaget i at ændre den højst uønskede adfærd, som desværre forefindes.
Vi har en klar forventning til, at rederierne gør brug af de anbefalinger og værktøjer, som de selv har været med til at udvikle for at imødegå problemerne.
Anbefalinger var klar i 2019
I samarbejde med repræsentanter fra rederierne og de maritime uddannelsescentre deltog Metal Maritime, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening i 2019 aktivt i Taskforcen ’Flere kvinder til søs’. En af problematikkerne, der i den sammenhæng blev adresseret, var mobning og chikane. Taskforcens arbejde mundede ud i et katalog med råd og anbefalinger til rederierne. Det lå klar i december 2019.
Anbefalingerne kan ingen være i tvivl om. I korthed er det, at rederierne har en klar og tydelig politik om, at chikane og mobning ikke accepteres. Skulle det så ske – denne tydelige politik til trods – at chikane, mobning eller seksuelle krænkelser alligevel forekommer? Ja, så skal rederierne have en tydelig klageprocedure og håndtere indberetninger værdigt og hurtigt.
- De 10 korte og præcise råd og anbefalinger fra 2019
- Hele materialesamlingen, som ligger hos Danske Rederier
Kampagnemateriale og hotline
Metal Maritime, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening tog i 2018 også problemstillingerne op i Sea, Health & Welfare (Søfartens Arbejdsmiljøråd), der siden har udarbejdet både kampagnemateriale og værktøjer til rederierhvervet. Materialet udvikles løbende med nye tiltag. I 2019 blev en hotline etableret som en del af kampagnestarten. Seneste udvidelse af materialet er sket i foråret 2022 med tilføjelsen af konkrete ledelsesværktøjer til skibsledelsen.
Al materiale fra Sea, Health & Welfare er udsendt til rederier og skibe, ligesom organisationens konsulenter står klar til at hjælpe rederier, der ønsker det.
Sea, Health Welfare materiale:
- Hotline, råd og vejledning i kampagnen “Be a Buddy not a Bully”
- Værktøjer til skibsledelsen
Med andre ord er der ingen gangbar undskyldning for, at et rederi ikke har taget hånd om udfordringerne.
Hurtig handling var målet
Det er beskæmmende, at der i flere rederier intet er sket i løbet af de tre år. Det var netop for hurtigt at få sat handling i gang, at vi i Metal Maritime, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening i 2018 afviste at spilde tid på diverse undersøgelser.
”Erkend, at der er et problem og sæt løsning af problemet i gang,” var vores holdning. På den baggrund gik vi helhjertede ind i arbejdet i Taskforcen i regi af Danske Rederier, ligesom vi i Sea Health & Welfare adresserede problemstillingerne som en hasteopgave.
Søfartsstyrelsen er nu af erhvervsminister Simon Kollerup (S) blevet pålagt at lave en uvildig undersøgelse af arbejdsforholdene til søs som følge af denne uges mediedækning af rederierhvervets manglende handling. Det initiativ hilser vi velkomment. Hvis det er det, der skal til, for at rederierne kommer i gang med at implementere de løsninger, som de selv har været med til at udarbejde, er det absolut kærkomment, men det er kritisabelt, at det skulle komme hertil og være nødvendigt.
No related posts found