Der er behov for at opkvalificere langt flere via VEU til fremtidens grønne arbejdsmarked. Samtidig bør der lægges mere vægt på en større integration mellem digitale kompetencer, især inden for AI, og den grønne omstilling. Her har maskinmestrene et godt udgangspunkt.
Maskinmestrene har kompetencerne til at være brobyggere på fremtidens grønne arbejdsmarked. Men der er brug for flere maskinmestre, og der er generelt brug for flere unge med en videregående STEM-uddannelse. Det er en af konklusionerne i en ny rapport om fremtidens grønne arbejdsmarked.
Rapporten advarer samtidig om, at uden de rette kompetencer på arbejdsmarkedet er der ingen grøn omstilling. Fokus på arbejdskraft og uddannelse er stort set fraværende i klimapolitikken, og uden en politisk prioritering af uddannelsesområdet kan vi ikke nå de klimapolitiske målsætninger, fastslår rapporten.
Rapporten er udarbejdet i samarbejde mellem Tænketanken Mandag Morgen og CONCITO og er støttet af Novo Nordisk Fonden, Pension Danmark og Industriens Fond. Maskinmestrenes Forening er en af de organisationer, der har deltaget i projektet bag rapporten.
Fra målsætninger til handling
Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening, tøver ikke med at fastslå, at den grønne omstilling kræver handling her og nu med hensyn til opkvalificering af arbejdsstyrken.
»Vi skal opprioritere jobrettet videregående voksen- og efteruddannelse, også rent økonomisk. Hvorfor skal der betales for en diplomuddannelse eller masteruddannelse, når du kan læse en kandidat gratis? Nye kompetencekrav, der er essentielle for varetagelsen af den grønne omstilling, kommer rullende ind over os, så vi kan ikke vente på, at der bliver etableret nogle udbud i de eksisterende uddannelser,« siger han.
Maskinmestrene kommer til at spille en afgørende rolle for at føre den grønne omstilling ud i praksis, fordi de både har brede faglige kompetencer og en praktisk tilgang.
»Nu går vi fra politiske målsætninger til handling, og det betyder, at evnen til at agere i snitfladen mellem teori og praksis bliver endnu mere vigtig. Her vil der blive brug for maskinmestrenes brede kompetencer og praktiske tilgang. Maskinmestrene er brobyggere mellem faglighederne i den grønne omstilling. De både har og kan bevare overblikket,« siger Lars Have Hansen.
Integration mellem AI og det grønne
Projektet kommer også med en række anbefalinger til, hvordan den dobbelte grønne og digitale omstilling, herunder AI, bedst kan understøttes.
Der skal gøres en ekstra indsats for at styrke de basale digitale kompetencer, der ellers kan være en barriere for den nødvendige efter- og videreuddannelse. Analysen er, at der gøres for lidt for at integrere det digitale i den grønne omstilling. Derfor lyder en af projektets anbefalinger, at den fælles offentlige digitaliseringsstrategi i langt højere grad bliver bragt i spil til at understøtte den grønne omstilling.
»Vi skal stadig prioritere en bred uddannelse, men forbedre mulighederne for efterfølgende faglig specialisering. Evnen til at agere i krydsfeltet mellem AI og den virkelige verden skal styrkes – også i relation til at kunne varetage den grønne omstilling – og her har maskinmestrene et godt udgangspunkt i kraft af deres brede faglighed,« siger Lars Have Hansen.
Rapporten kommer med i alt otte anbefalinger til fremtidens grønne arbejdsmarked:
- Arbejdskraften skal prioriteres til den grønne omstilling
Klima- og miljøpolitikken skal konsekvensvurderes i relation til merbehovet for arbejdskraft. - National handlingsplan for uddannelse og kompetencer
Der bør etableres et nationalt kompetenceråd, der skal undersøge behovet for kompetencer og arbejdskraft til den grønne omstilling. - Understøt den dobbelte grønne og digitale omstilling
Den fælles offentlige digitaliseringsstrategi skal i højere grad bruges til at understøtte den grønne omstilling. - Styrk incitamenterne for forpligtende partnerskaber
En arbejdsgruppe skal styrke tværfagligheden i uddannelsessystemet med henblik på den grønne omstilling. Der etableres 13 nationale klynger til at sikre videndeling af grønne løsninger. - Styrk erhvervsuddannelserne
Ungdomsuddannelserne bør samles på fælles campusområder. Underviserne opkvalificeres og udstyr samt læremidler bringes up to date. - Flere unge skal tage en videregående STEM-uddannelse
Den kønslige mangfoldighed skal styrkes og den geografiske dimensionering for ingeniørfaget, it og det naturvidenskabelige område afskaffes. - Mere og bedre efter- og videreuddannelse
Der skal afsættes ressourcer til og lægges planer for kontinuerlig opkvalificering af undervisere. Et nationalt sekretariat skal understøtte virksomhedernes grønne opkvalificering. - Øg rekruttering og fasthold udenlandsk arbejdskraft
Indsatsen for at fastholde udenlandske dimittender på det danske arbejdsmarked styrkes. Der udvikles kombinerede sprog- og opkvalificeringskurser målrettet udenlandsk arbejdskraft.
No related posts found