I kølvandet på covid-nedlukningen hvor rigtig mange arbejdede hjemmefra og fortsat gør det, er der dukket en række sager op, hvor der er stillet spørgsmål til, om en given skade/ulykke opstået under hjemmearbejde kan sidestilles med en arbejdsskade.
Når medarbejdere arbejder for deres arbejdsgiver i eget hjem, er de omfattet af arbejdsskadeloven. Men hvor der er en klar formodning om, at en ulykke på arbejdspladsen skyldes arbejdet eller de forhold, det foregik under, gælder der ikke samme formodning, når ulykken sker, mens man arbejder hjemme.
Ved hjemmearbejde stilles der derfor krav om, at der kan sandsynliggøres en årsagsforbindelse mellem ulykken og beskæftigelsen. Det afgørende er at afveje de forhold, tilskadekomne selv har haft indflydelse på over for de forhold, arbejdsgiveren har ansvaret for.
Det er ikke afgørende, om arbejdsgiveren har samme vidtrækkende indflydelse på de ydre forhold ved hjemmearbejdet, som tilfældet er på arbejdsstedet. Det afgørende bliver derimod, om medarbejderen har indrettet hjemmearbejdspladsen på en hensigtsmæssig måde i forhold til arbejdsredskaber, arbejdstid og arbejdets tilrettelæggelse.
Hvis en ulykke skal anerkendes som en arbejdsskade, skal det ligeledes vurderes, om medarbejderens adfærd var bestemt af arbejdsforholdet eller ikke. Eller sagt på en anden måde, om medarbejderen på ulykkestidspunktet udførte arbejde i arbejdsgiverens interesse.
I forbindelse med denne vurdering kan det have betydning, om arbejdsgiveren har stillet tydelige betingelser om, hvordan arbejdet i hjemmet skal udføres. Hvis medarbejderen tilsidesætter disse betingelser, vil der være en formodning for, at det er private forhold, som er årsag til, at medarbejderen har valgt at udføre arbejdet et andet sted i hjemmet end aftalt med arbejdsgiver.
Eksempler
Der er allerede nogle ”klassiske” eksempler på, at en ulykke ikke er blevet anerkendt som en arbejdsulykke. Dette gælder f.eks., hvis du falder over et stykke legetøj på gulvet eller vrider om på foden, når du i en pause går ud og hænger vasketøj op.
Modsat hvis du falder i en ledning til din PC – for her vil der være en direkte sammenhæng mellem ulykken og arbejdets udførelse.
I en sag hvor en medarbejder havde placeret sit skrivebord under en trappe og slog hovedet mod trappen, blev dette anerkendt som en arbejdsskade. Her blev det tillagt betydning, at arbejdsgiveren ikke havde stillet krav til arbejdsbordets placering.
Mere overraskende er en princip-afgørelse fra Ankestyrelsen, hvor en medarbejder ved sommertid ville udføre arbejde på terrassen og kom til skade, da en parasol blev flyttet for at give mulighed for at se skærmen på den bærbare PC. Da der ikke var stillet begrænsninger i muligheden for at kunne udføre arbejde på terrassen, blev skaden anerkendt som en arbejdsskade. Umiddelbart kan det anføres, at hjemmearbejde ikke generelt kan udføres hensigtsmæssigt fra terrassen. Der blev imidlertid lagt vægt på, at arbejdet normalt ville være blevet udført indendørs, men fordi medarbejderens ægtefælle også arbejdede hjemmefra og skulle deltage i et Teams-møde valgte medarbejderen at flytte arbejdspladsen udendørs. Og derfor var der den fornødne sammenhæng mellem ulykken og arbejdets udførelse.
Kontakt Arbejdsmarkedsafdelingen
Som det fremgår af eksemplerne, kan det være svært klart og entydigt at vurdere, om en given ulykke ved hjemmearbejde anerkendes som en arbejdsskade. Hvis du kommer ud for en ulykke under hjemmearbejde, skal vi derfor opfordre til, at du – ud over at anmelde ulykken over for din arbejdsgiver – også kontakter Arbejdsmarkedsafdelingen ved Maskinmestrenes Forening for at høre til vores vurdering af sagen.
Skrevet af juridisk konsulent Jan Michael Lindgreen
No related posts found