I dag præsenterede regeringen udspillet ’Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund’, der skal sørge for, at man, uanset hvor i landet man bor, har uddannelser tæt på. Udspillet bygger blandt andet på, at der skal oprettes 25 nye uddannelser uden for de fire store studiebyer – København, Aarhus, Odense og Aalborg – frem mod 2025.
Regeringen vil med uddannelsesudspillet blandt andet sikre erhvervslivet de bedste forudsætninger for at tiltrække kompetent arbejdskraft samt forbedre uddannelsesmulighederne udenfor de centrale uddannelsesbyer. Der er tale om i alt 7.500 nye studiepladser i de kommende fire år, og én af dem er maskinmesteruddannelsen, som påtænkes at skulle startes op i Thisted og Sønderborg.
I den sammenhæng udtalte indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad på dagens pressemøde blandt andet, at der i Sønderborg og omegn findes både store og særdeles specialiserede industrivirksomheder, som har kendskab til og brug for maskinmestre, og at det derfor er et oplagt sted til endnu en maskinmesterskole. Den holdning deles af Sønderborg Kommunes borgmester, Erik Lauritzen (S).
– Vi er rigtig glade for, at man ser potentialet i Sønderborg-området, og at vi bliver tilgodeset med en ny, stærk uddannelse som maskinmesteruddannelsen. Der er blevet lyttet til vores styrkepositioner, så vi uddanner unge til job i de brancher, der er stærke – eller er ved at blive det – i vores område,’ siger borgmesteren i dag til JydskeVestkysten og hæfter sig især ved, at maskinmestre kommer med de rigtige kompetencer til at udvikle og implementere nye energirigtige og grønne løsninger og på den måde bliver et godt supplement til områdets øvrige tekniske uddannelser i Danmarks fjerdestørste industrikommune.
Også i Maskinmestrenes Forening imødeses initiativet.
’Det er positivt, at der i fremtiden bliver endnu bedre og geografisk bredere mulighed for at uddanne flere maskinmestre. Det er en profession, som industrien i høj grad efterspørger blandt andet i forbindelse med den grønne omstilling. I Maskinmestrenes Forening glæder vi os til at se, hvordan der i den kommende tid arbejdes videre med udspillet fra regeringens side, og vi fortsætter som organisation vores gode dialog og samarbejde med de eksisterende skoler og uddannelsescentre, så vi også i fremtiden sikrer, at uddannelsen – uanset hvor i landet den foregår – holder sin høje kvalitet,’ siger Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening.
No related posts found