Hvad søger du?

Får du afholdt al din ferie?

Vi er netop ved at være igennem det første hele ferieår i den nye ferielov. Har du styr på reglerne for din eventuelle rest af ubrugte feriedage, så du undgår, at de går tabt?

Udgangen af august måned markerer, efter den nye ferielov, overgangen til et nyt ferieår. Selvom langt størstedelen allerede har afholdt – eller er ved at afholde – deres sommerferie for i år, har flere fortsat en restpulje af ubrugte feriedage.

Er du en af de, med en sådan pulje af ubrugte feriedage, er det værd at orientere sig om reglerne herom, så du får planlagt ferien til størst mulig gavn for netop dig og undgår, at ikke-overførbare feriedage går tabt.

Det nye ferieår
I den nye ferielov, er der indført et princip om samtidighedsferie. Dette betyder, at ferien kan afholdes i det samme ferieår, den optjenes, altså fra 1. september til 31. august. Ydermere har den nye ferielov forlænget perioden, hvori ferien kan afholdes, med fire måneder, som overlapper med det efterfølgende ferieår. Således har du til og med 31. december, til at afholde ferien i. Dette kan illustreres på følgende vis.


Som det var tilfældet ved den tidligere ferielov gælder også ved den nye lov et princip om, at al ferie udover 4 uger, kan overføres til det efterfølgende ferieår (med arbejdsgivers accept?), medmindre ferieafholdelsen har været forhindret som følge af eksempelvis barsel eller sygdom.

For at sikre, at der ikke er noget af den optjente ferie, som går tabt, er det dermed en god idé, at sikre, at du inden 31. december, har afholdt mindst 4 uger af den ferie, som du har optjent i det indeværende ferieår, eksempelvis i en efterårsferie, eller dele af juleferien.

Vær i denne forbindelse opmærksom på, at du ikke ensidigt selv kan placere din ferie. Ferien fastsættes efter forhandling med arbejdsgiveren, som under hensyntagen til virksomhedens drift så vidt muligt skal imødekomme dit ønske, men altså ultimativt kan afvise placeringen, hvis virksomhedens drift kan begrunde det.

Særligt fokus for i år
Særligt for overgangen i år, er der et ekstra forhold man skal være opmærksom på, hvis man har fået overført ferie fra det, som kaldes ’overgangsåret’ til den nye ferielov.

Overgangsåret var en kortere ferieperiode fra 1. maj til 30. september 2020, som havde til formål at skyde ferieåret fra at være 1. maj – 30. april ved den gamle ferielov, til fremadrettet at være 1. september – 31. august ved den nye lov. Heri havde man op til 16,64 feriedage til afholdelse. Nåede man ikke at afholde disse feriedage, blev samtlige restdage, som en særlig del af ordningen, automatisk overført til i år. Modsat de almindelige regler ovenfor, kan disse dage dog hverken overføres igen til næste år eller udbetales, medmindre der er tale om lovlig feriehindring, som eksempelvis barsel eller sygdom.

Har du ferie overført fra overgangsåret til den nye ferielov, er det derfor vigtigt at sikre sig, at samtlige af sådanne overførte restdage afholdes, så ikke de skal gå tabt.

Vær derfor opmærksom på følgende ferie
I år er det således vigtigt at inden nytår, har fået brugt mindst fire ud af de fem uger, man kan optjene i dette ferieår. Herudover er det for i år særligt vigtigt, at man i øvrigt har fået afholdt samtlige de dage, som var optjent under overgangsåret.

Er du i tvivl om hvorvidt du har ferie til gode, som du skal nå at afholde, eller har du bemærkninger hertil/spørgsmål i denne forbindelse, skal du være meget velkommen til at kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen.

Skrevet af juridisk konsulent Viktoria Engelbreth Allerslev Kristensen

Andre relaterede nyheder

Ytringer i dit ansættelsesforhold – er du klar på konsekvenserne?

Ytringsfriheden er som grundlovssikret rettighed også gældende i den enkeltes ansættelsesforhold. Med friheden følger dog et...

Læs mere

Weekender og fridage skal stadig tælles med i de 120 sygedage

Østre Landsret har ved en dom i 2020 taget stilling til, hvordan sygedage efter 120-dages reglen...

Læs mere

Vores pensionsordning i PFA er blevet forbedret pr. 1. april 2022

TIL DIG MED PENSIONSORDNING I PFA Vi er glade for at fortælle dig, at Maskinmestrenes Forening...

Læs mere

Visionerne for fremtiden i centrum for Energikonferencen 2025

PP-præsentationer fra dagen – Hent fil Mandag 28. april løber den tolvte udgave af landets vigtigste,...

Læs mere